Frelsens Hær med bag tværkirkelig konference: Når kirken svigter

Hvordan spotter man en psykopat? Hvad gør man for at undgå seksuelle krænkelser? Og hvem sikrer, at al påvirkning sker med respekt, så ingen grænser bliver overtrådt? Disse og andre spørgsmål sættes under lup, når konferencen, ‘Når kirken svigter’, den 30. september afholdes i Københavns Kristne Kulturcenter.

Bag konferencen står en bred gruppe af folke- og frikirkelige aktører, heriblandt Frelsens Hær. Anledningen er blandt andet en række eksempler på svigt, misbrug og manipulation i kirkelige miljøer – især kirker med stærke karismatiske ledere og svagt pastoralt tilsyn – som har fået en del medieomtale.

Et fokus på konferencen vil således være, hvordan kristne menigheder kan blive bedre til at forebygge dominerende og manipulerende tendenser, samt sikre, at kristne fællesskaber er trygge miljøer, hvor både børn, unge og voksne trives.

Oplægsholdere kvalificerer samtalen

En vifte af oplægsholdere vil medvirke til at kvalificere samtalen omkring disse ting. Blandt andre seniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup, psykolog og forfatter Rønn Lind, leder af Kristent Pædagogisk Institut, Carsten Hjorth Pedersen med flere, ligesom også en række kristne ledere vil medvirke.

Tid, sted og tilmelding

Konferencen er for alle, men henvender sig på en særlig måde til mennesker, der på forskellige måder har brændt sig på et kristent fællesskab samt naturligvis kristne ledere.

Arrangementet finder sted den 30. september klokken 16.00-20.00 i Københavns Kristne Kulturcenter, Drejervej 15 i København. Prisen er 50 kroner inklusiv en let servering. Det er også muligt at følge konferencen online, idet den livestreames, hvilket er gratis og ikke kræver tilmelding.

Yderligere information samt tilmelding sker via hjemmesiden www.naarkirkensvigter.dk, hvor liveoptagelsen af konference også efterfølgende vil være tilgængelig.

Scroll til toppen