Frelsens Hær i USA West donerer 2,7 mio. kroner til et hus for Hærens arbejde i Grønland // Mar 31, 2015

I weekenden omkring palmesøndag besøgte Frelsens Hærs landsleder, oberst Hannelise Tvedt sammen med lederne for Frelsens Hær i USA West, kommandørerne James og Carolyn Knaggs, Nuuk i Grønland. Et besøg, der på generøs vis bekræftede det transatlantiske partnerskab mellem de to territorier.


Frelsens Hærs vestlige territorium i USA er missionspartner for Frelsens Hær i Danmark og var således med til at støtte etableringen af Hærens arbejde i Grønland økonomisk for tre år siden. Anledningen til det nylige besøg i Nuuk var således at give de amerikanske ledere et glimt af det pionerarbejde, der finder sted i den grønlandske hovedstad.

 

Pengegave til køb af hus

Med i bagagen havde kommandørerne Knaggs imidlertid en overraskelse, nemlig en generøs donation på 2,7 millioner kroner til erhvervelsen af et hus for Frelsens Hærs fortsatte virke blandt grønlænderne. En gave, som vil frigøre de nuværende lejeudgifter i et hårdt presset budget.

Siden februar 2013 har Hæren haft base i et lejet hus i hjertet af byen. Huset har tidligere været privatbolig for blandt andre Nuuks tidligere borgmester Agnethe Davidsen, og rammerne er hurtigt blevet alt for små til det omfattende arbejde - såsom natkirke, cafétilbud, suppekøkken, fængselsarbejde og familietilbud.

- Vi er vore missionspartnere dybt taknemmelige for den rundhåndede gave, lyder det fra oberst Hannelise Tvedt for donationen, der fik følgeskab af et tilsagn om en donation på 100.000 kroner til fremstød om Frelsens Hærs arbejde på henholdsvis YouTube og DVD.

 

Et bredt engagement

Frelsens Hærs pionerofficerer i Grønland, løjtnanterne Petura og Magnus Haraldsen samt løjtnant Martin Mader Jensen, har foruden Hærens egne projekter og initiativer et tæt samarbejde med andre kirker og sociale organisationer.

Under besøget sidste weekend medvirkede kommandørerne James og Carolyn Knaggs således både ved Frelsens Hærs natkirke, i et radioprogram på byens kristne radio og ved en gudstjeneste for de indsatte i fængslet.

En besøg på Café Manna, en kristen café med udsøgt rensdyrsuppe som specialitet, blev et kulinarisk udtryk for den taknemmelighed, der fra Frelsens Hær i Danmark rettes mod de amerikanske missionspartnere - der næste gang vil kunne trakteres i Hærens egne faciliteter.

 

Støt Frelsens Hær i Grønland

Ikke alle kan tage til Grønland og yde en praktisk håndsrækning som kommandør James Knaggs på billedet til højre. Men alle kan være med til at gøre en forskel ved at støtte Frelsens Hærs arbejde i Grønland økonomisk, hvor både de sociale og åndelige behov er store.

Gaver til Frelsens Hærs arbejde i Grønland kan gives på reg.nr. 4183 konto: 700 168 – mærket ”Grønland”.

 




 


Kommende arrangementer

d. 27. Apr

Sangerstævne


d. 04. May

Bønnedag i Esbjerg


d. 07. til 09. May 2019

Løjtnantskursus


d. 11. May

NUR


d. 25. May

Legoland



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik