3400 i Legoland med Frelsens Hær // Apr 20, 2015

Frelsens Hær indbød i lørdags 3400 børn og vokse fra Sydjylland og Fyn til udflugt til Legoland. Den hidtil største udflugt nogensinde. Rekorden afspejler et stigende behov for hjælp til ferieoplevelser for udsatte familier.


Ekstra mange glade børnefamilier befolkede lørdag den 18. april Legoland i Billund. Mere præcist fik 3400 børn og voksne, svarende til cirka 1000 familier fra Sydjylland og Fyn, mulighed for en tur i den populære forlystelsespark med alt betalt.

 

Må trække lod blandt familierne

Turen arrangeres for familier, der har modtaget julehjælp hos Frelsens Hær og ikke selv har plads til den slags fornøjelser i budgettet. Alligevel er der blot tale om et lille udsnit af potentielle deltagere. Ifølge Frelsens Hærs informationschef, Lars Lydholm har Frelsens Hær 7888 familier på venteliste, mens kun cirka en tredjedel får tilbud om at komme på udflugt eller lejr.

- Ventelisten er blevet så lang, at Frelsens Hær ikke kan tilbyde lejre eller udflugter til alle men er nødt til at trække lod om pladserne. Den rekordhøje stigning fortæller os, at fattigdommen er stigende i Danmark. Vi kan se det på alle de former for hjælp, vi yder, både feriehjælp og julehjælp, oplyser han.

 

Fra 4400 til 7888 på et år

Bag den stigende fattigdom findes mange årsager. Men for Frelsens Hær er der en klar sammenhæng med de senere års række af reformer på dagpenge- og kontanthjælpsområdet.

Dels synes stramningerne at fastholde familier i fattigdom, dels skabes helt nye grupper af fattige. I sidste ende går det ud over børnene, der afskæres fra ferie- og fritidsfornøjelser, og dermed fra fællesskabet med deres jævnaldrende.

Til sammenligning for årets rekordlange venteliste til feriehjælp på 7888 familier, var tallet således sidste år ”blot” 4400.

 

Et minde fra dagen

For at transportere de glade udflugtsdeltagere til Legoland havde Frelsens Hær i lørdags lejet 65 busser og organiseret et stort antal frivillige til at sørge for logistikken.

Foruden turen, adgangsbilletter og madkuponer fik alle deltagere også et minde med hjem fra dagen, nemlig smarte rygsække til børnene og lidt større turtasker til de voksne - souvenirs der er produceret af fattige familier i Bangladesh under Frelsens Hærs fairtrade-koncept, Others - www.others.dk

Udflugten til Legoland var den første af i alt fire tilsvarende udflugter i forskellige landslede i løbet af de kommende måneder. Turene samt flere af sommerens lejre er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond.

 

 




 


Kommende arrangementer

d. 31. Aug

Gården i Hvidovre 100 års jubilæum


d. 06. til 08. Sep 2019

LUT


d. 07. Sep

NUR


d. 09. til 10. Sep 2019

Kursus for nye korpsledere


d. 11. Sep

Institutionslederdag - AFLYST



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik