Køb genbrug på fredag og giv mad til børn i Malbork // Sep 30, 2015

Frelsens Hærs børnecenter i den polske by Malbork tilbyder lektiehjælp og aktiviteter til udsatte børn. Ved at købe genbrug fredag den 2. oktober kan du bidrage til, at de også får et dagligt måltid mad. Alle Frelsens Hærs genbrugsbutikker donerer dagens indtægt til børnene i Malbork.


Der er udkæmpet adskillige kampe i den polske by Malbork. Senest mellem den tyske og røde hær under Anden Verdenskrig. Men også så langt tilbage i historien, at man drog i krig med skjold, sværd og hellebard. Sidstnævnte har siden 1300-tallet sat byen på landkortet med verdens største middelalderborg, der fortsat er en stor turistattraktion.

 

Høj arbejdsløshed

I dag er det imidlertid andre kampe, der præger den nordpolske region. Med en arbejdsløshed på godt 11 procent - næsten dobbelt så høj som i storbyen Gdansk blot en times kørsel derfra - er tilværelsen i sig selv en kamp for nogle af byens knap 39.000 indbyggere.

Helt naturligt åbnede Frelsens Hær derfor en udpost i byen i maj 2014 - eller mere præcist genåbnede, idet Hærens oprindelige korps i byen blev lukket 78 år tidligere som følge af verdenskrigen. Et comeback både befolkningen og de lokale myndigheder har hilst velkommen.

 

Vis velvilje via genbrug

Den nye udpost føjede den 1. juni i år et børnecenter til sine tilbud. Målgruppen for børnecentret er børn og unge, der i Hærens nabolag lever under kummerlige forhold med alkoholmisbrug og omsorgssvigt som et dagligt vilkår.

Ressourcerne er få. Men ildsjælene bag initiativet, ægteparret Krzysztof og Malgorzata Steiner, der er henholdsvis leder af Frelsens Hærs udpost og børnecentret, håber, det det ved hjælp af andres velvilje vil være muligt at skabe et varigt fristed for Malborks børn.

Den velvilje har danske genbrugskunder en enestående mulighed for at vise, når alle Frelsens Hærs danske genbrugsbutikker fredag den 2. oktober donerer hele dagens indtægt til børnecentret i Malbork.

 

Støtte under skolegang

Donationen fra Danmark vil gøre det muligt både at sikre centrets drift og at udvide tilbuddet med et dagligt måltid mad.

Børnecentrets mål er at støtte børnene i deres skolegang og give dem håb for fremtiden. Et mål, som tilstræbes i ydmyge rammer, hvor møblerne blandt andet består af kasserede taburetter fra den lokale McDonald’s og genbrugsstole sendt fra Danmark.

De cirka 20 børn, der har fundet deres "andet hjem" i centret, tilbydes således både lektiehjælp, aktiviteter og udflugter, ligesom centret udfører en opsøgende indsats med både samtaler og hjemmebesøg.

 

Afhængig af donationer

Ved åbningen af centret i juni deltog også Malborks borgmester, Jan Tadeusz Wilk, der både appellerede til Frelsens Hær om at hjælpe byens børn og selv gav tilsagn om et godt fremtidigt samarbejde.

Det sidste skal imidlertid ikke forveksles med økonomisk støtte. Ifølge major Joan Münch, der har ansvaret for Frelsens Hær i Polen, er Hæren endnu ikke registreret som NGO i landet, men alene som kirkesamfund. En detalje, der står i vejen for økonomisk støtte fra det offentlige.

Major Joan Münch oplyser, at processen er i gang, men langsommelig, hvilket ikke blot er en hæmsko i Malbork, men også i de øvrige børnecentre, Frelsens Hær har oprettet i Polen. Overalt er arbejdet afhængigt af donationer og fundraising.

 

Tæt på Danmark

Appellen til at hjælpe Malborks børn gives således videre til danskere, der som kunder i Frelsens Hærs genbrugsbutikker rundt om i landet er med til at afgøre beløbets størrelse den 2. oktober.

Beskrivelsen af de barske realiteter, kan måske henlede tankerne på fjerne destinationer langt herfra. Men sandheden er, at dette er virkeligheden for børn, der lever blot 450 kilometer fra København.

En virkelighed, der kan ændres, enten ved at købe genbrug eller ved donere direkte. Se yderligere oplysninger herunder.

 

FAKTA

  • Hvert år den første fredag i oktober donerer Frelsens Hærs genbrugs-butikker dagens indtægt til et socialt projekt. Fredag den 2. oktober går pengene til et center for udsatte børn i byen Malbork i det nordlige Polen.
  • Projektet kan også støttes på konto: 4183 - 500 1641 mærket "Børn i Polen".
  • Polen indgår i Frelsens Hærs tyske territorium og har foruden udposten i Malbork, korps i hhv. Warszawa og Starachowice, samt yderligere en udpost i Rzeszow. Arbejdet i Polen ledes af den danske major Joan Münch.
  • www.armia-zbawienia.pl



 


Kommende arrangementer

d. 25. May

Legoland


d. 31. May

HK lukket


d. 08. til 09. Jun 2019

Pinsestævne


d. 13. til 16. Jun 2019

Folkemødet


d. 14. Jun

Kursusdøgn



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik