Pris for at bygge bro // Aug 20, 2016

Årets Brobyggerpris 2016 i Sønderborg gik til Frelsens Hær for sit omfattende virke blandt nydanskere.


Fra hjertet til venner

Med Kong Christian X's Bro over Als Sund som symbolsk og stemningsfuld kulisse, blev Årets Brobyggerpris ved Kulturnatten den 19. august uddelt i Sønderborg. I år gik prisen til den lokale Frelsens Hær.

Prisen blev overrakt af formanden for Integrationsrådet, Mona Youssef Fahd, der i en meget personlig tale fremhævede Frelsens Hærs engagement for integration og mangfoldighed i byen.

Foruden tilbud som familieværksted, voksencafé og andre aktiviteter rettet mod mange nationaliteter, nævnte hun en række tiltag, Frelsens Hær står bag i parløb med kommunens Integrationscenter.

Her tilbydes nydanske kvinder blandt andet praktikforløb og rådgivning, ligesom der er oprettet et frivilligt korps af tolke, samt tilbud om venskabsfamilier.

- Jeg taler fra hjertet til venner og overrækker med glæde Årets Brobyggerpris til Frelsens Hær - som siden 2012 har øget antallet af brugere med anden etnisk baggrund end dansk markant, lød det fra Mona Youssef Fahd, der selv har en fortid som praktikant i Hærens lokale korps.

 

Kaldt til nydanskere

Prisen blev overrakt sammen med en check på 5000 kroner og et eksklusivt fad af den lokale glaskunstner Tove Hansen og modtaget af lederne for Frelsens Hær i Sønderborg, løjtnanterne Astrid og Strange Christensen, samt major Lone Hertz.

Astrid Christensen takkede for anerkendelsen af Hærens arbejde sammen med en tak til Gud for muligheden for at kunne bidrage positivt til større mangfoldighed og medmenneskelig forståelse.

Siden sin ankomst til Sønderborg for godt fire år siden har hun sammen med sin mand oplevet et konkret kald til at række hånden ud til nydanskere.

 

Enig dommerkomité

En enig dommerkomité bestående af borgmester Erik Lauritzen, formand for arbejdsmarkedsudvalget Jan Prokopek Jensen og formand for kultur-, borger- og fritidsudvalget Charlotte Riis Engelbrecht udvalgte Frelsens Hær som vinder af den 12. udgave af brobyggerprisen.

De øvrige nominerede til prisen var Foreningen Soroptimisterne og erhvervsmanden Jørgen Mads Clausen.




 


Kommende arrangementer

d. 08. Jul til 03. Aug 2019

Sommerlejre


d. 31. Aug

Gården i Hvidovre 100 års jubilæum


d. 06. til 08. Sep 2019

LUT


d. 07. Sep

NUR


d. 09. til 10. Sep 2019

Kursus for nye korpsledere



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik