På Christianshavn står man sammen om socialt udsatte // Feb 7, 2017

Med kulinariske fristelser og varm kaffe rakte kirker og sociale organisationer på Diakoniens Dag ud til christianshavnerne. Målet var at synliggøre arbejdet og samtidig sige tak for hjertevarme for de udsatte grupper, der søger til bydelen for at finde et frirum i hverdagen. Det skete under den dobbelttydige parole, ’Giv en hånd’.


Til hverdag har hjemløse og socialt udsatte mulighed for at få stillet sulten i varmestuerne, Pakhuset i Wildersgade eller Fedtekælderen Overgaden over vandet på Christianshavn, drevet af henholdsvis Frelsens Hær og Kirkens Korshær. Men den første lørdag i februar er ’spisestuen’ midlertidigt rykket ud i det fri på Christianshavns Torv.

Termometret står i minus, men flere af de fremmødte får varmen ved at bevæge sig de swingende rytmer fra Frelsens Hærs hormusikkorps fra Valby, mens duften af kartoffelsuppe med porrer og karry trækker stadigt flere forbipasserende til.

 

Konkret og kontant

For femte år i træk er sociale organisationer og kirker på Christianshavn gået sammen om at markere Diakoniens Dag. En årlig anledning til at sætte fokus på det sociale og diakonale arbejde, der finder sted i landets kirker og sociale organisationer. Mens temaet i år på landsplan er, ’På toppen og i bunden’ finder markeringen på Christianshavn sted under den lokale appel, ’Giv en hånd’. Et tema, der rummer flere lag.

En rytmisk opfordring til at give en kontant håndsrækning til det sociale arbejde bliver således leveret med en stilfærdig raslen fra en indsamlingsbøsse sammen med musikanternes festlige marctoner. Andre steder i formiddagsdisen på bydelens samlingsplads betoner bannere og brochurer behovet for frivillige hænder i de sociale tilbud.

 

Rummelighed

- Men faktisk er det hverken penge eller frivillige, vi primært håber at få ud af arrangementet. Med Diakoniens Dag ønsker vi i stedet at række ud til christianshavnerne og lokalområdet, fastslår Dorrit Bruun Olesen, der er forstander på Frelsens Hærs bosted Hørhuset.

- Det vi især håber på at få ud af dagen, er christianshavnernes rummelighed og generøsitet overfor de udsatte grupper, der kommer til bydelen. Vi er jo meget opmærksomme på, at brugerne af vore tilbud ikke skal genere omgivelserne. Mange af dem kommer jo ikke selv fra området. Og ligesom de udsatte søger et frirum hos os, håber vi, at de lokale beboere fortsat vil vise hjertevarme og rummelighed mod dem, siger hun.

 

En hånd til hinanden

Tovholderen for Diakoniens Dag på Christianshavn, Sharon Parker, der er daglig leder af Kirkens Korshærs varmestue, Fedtekælderen, peger på, at den årlige event på en positiv måde også er med til at synliggøre og styrke det lokale samarbejde i indsatsen for mennesker på kanten af samfundet.

- Vi er jo ikke konkurrenter men samarbejder og giver en hånd til hinanden til dagligt. Med en begivenhed som den her møder vi hinanden, står sammen og styrker vort samarbejde i det daglige. Faktisk har vi så godt et samarbejde på tværs, at vi forsøger at holde ferielukket på skift, så der altid er en åben dør herude. Så vi er her i høj grad også for at give hinanden en hånd, skabe synlighed og god energi i vort lokalområde, påpeger hun.

 

Sammenhold

At dømme efter det tætbefolkede mylder, de snakkende og smilende ansigter og en konstant kø ved serveringsborde og telte, synes de mange motiver bag arrangementet at blive indfriet.

Med duften fra suppegryden, kaffen og de lune vafler, inkluderes lokalbefolkningen i et fællesskab, hvor der både gives og modtages.

Fra sin plads i hornorkestret lyder konklusionen fra Frelsens Hærs informationschef, Lars Lydholm:

- Der er et helt særligt sammenhold her på Christianshavn.

 

Arrangørerne bag Diakoniens Dag på Christianshavn er Frelsens Hærs varmestue, Pakhuset, Kirkens Korshærs varmestue, Fedtekælderen og genbrugsbutik, Genbrugsen, KFUM og KFUK, Menighedsplejen og christianshavnerkirkerne, Christians Kirken og Vor Frelsers Kirke.

 

 

 

 




 


Kommende arrangementer

d. 27. Apr

Sangerstævne


d. 04. May

Bønnedag i Esbjerg


d. 07. til 09. May 2019

Løjtnantskursus


d. 11. May

NUR


d. 25. May

Legoland



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik