Festligt forår i Aalborg korps // Jun 11, 2014

Det har været et begivenhedsrigt forår i Aalborg korps. Ifølge korpssekretær Birgit Fillipsen gør nordjyderne nemlig gerne tingene dobbelt. Læs her hendes referat fra to kampagner, to konfirmationer og et enkelt bryllup.


Vækkelses-weekends

Sidst i marts havde vi fornøjelsen af at afholde en vækkelsesweekend med den svenske evangelist, Roger Larsson. Weekenden var godt besøgt af folk fra nær og fjern. Det var den første af to vækkelsesweekends.

Den anden weekend blev afholdt den 23. - 25. maj, hvor vi havde besøg af endnu en svensk evangelist, Kjell-Gunnar Bergman - søn af korpsets ledere.

 

Stor velsignelse

Det var med spænding, vi ventede på at se, hvordan æblet havde taget sig ud fra stammen - og det blev til stor velsignelse for de mange fremmødte.

Mange blev mødt af Helligånden. Her følger nogle replikker fra nogle af dem:

Jens Larsen: "Han var en fantastisk forkynder. Jeg oplevede et bønnesvar, som gik i opfyldelse. Gud vil bygge mig op trin for trin."

Karin Sørensen: "Jeg så en ung mand der sad lidt genert mellem sine forældre. Men han talte med en enorm kraft, og man kunne høre, at alt kom fra Gud. Han kom ned til mig og bad med stor kraft og varme for min familie. Det var så stærkt. Kjell-Gunnar er meget ydmyg overfor Gud, og samtidig en glad stor dreng."

Ingrid Østerø: "Det var en meget stærk profetisk weekend, og jeg blev meget velsignet."

Birgit Filipsen: "Kjell-Gunnar bad om, at jeg måtte blive smertefri. Helligånden kom ned over mig, og jeg kunne gå uden smerter og uden min krykkestok. Der skal meget til, førend jeg ikke kan sige noget, men jeg blev så forbavset, at jeg tabte mælet. Halleluja."

 

Konfirmationer

Cecilie Sulkær, der er juniorsoldat, blev konfirmeret søndag den 4. maj. En smuk og glad pige, som har trådt sine barnesko i korpset og synger i juniorgospel. Major John Wahl forestod konfirmationen af Cecilie på sin venlige og rare måde.

Josephine Adjoh, der også har trådt sine barnesko her i korpset og er juniorsoldat, blev konfirmeret søndag den 1. juni. Josephine, der nu bor i Næstved, havde ønsket at blive konfirmeret i Aalborg. Kaptajn Birgit Sejer forestod konfirmationen af Josephine og holdt den mest gribende tale.

Sangkor og gospelkor medvirkede ved begge konfirmationer.

 

Bryllup

Mellem vækkelses-weekends og konfirmationer snuppede vi også lige et bryllup.

Sergent Ingrid Østerø og musikleder Benny Munk sagde ja til hinanden på smukkeste vis lørdag den 31. maj.

Er der noget skønnere, end når to glade og forelskede siger ja til at leve sammen, og når man samtidig kan se på dem, at de virkelig mener, at størst af alt er kærlighed. Det var så smukt.

Korpslederen, major Kjell Bergman viede parret og major Daniel Òskarsson prædikede.

Gospelkoret foldede sig igen ud på flotteste måde.

 

Dobbelt op

Man kan godt sige at vi her i Aalborg gør alting dobbelt. To vækkelses-weekends, to konfirmationer og et bryllup. Og hvis det skulle blive tilfældet, kan vi også klare et mere, inden året er omme.

Det går godt i Aalborg - halleluja!

Birgit Filipsen, korpssekretær




 


Kommende arrangementer

d. 25. May

Legoland


d. 31. May

HK lukket


d. 08. til 09. Jun 2019

Pinsestævne


d. 13. til 16. Jun 2019

Folkemødet


d. 14. Jun

Kursusdøgn



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik