Anna Woller fornyede sin indvielse og genoptog tjenesten som soldat i Nykøbing Mors // Apr 10, 2018

Med indvielsen af en ny soldat fandt søndagens gudstjeneste i Nykøbing Mors korps sted i en ånd af fremtidstro og trang til at tjene.


Til tonerne af sangen Fremad Guds soldater bøjede Anna Woller sig i søndags under Frelsens Hærs fane og blev indviet som soldat i Nykøbing Mors korps.

En fyldt mødesal sluttede op om højtideligheden, som var præget af både fremtidstro og virketrang. Det samme var Anna Wollers vidnesbyrd.

 

Her fortalte hun om, hvordan hun med sin beslutning fornyede sin indvielse og genoptog en tjeneste, der allerede var blevet indledt for år tilbage.

I lighed med andre i forsamlingen havde hun efter en periode på afstand af Frelsens Hær oplevet, at det frø, der var sået i barndommen, på ny var begyndt at spire - og med henvisning til det dobbelte kærlighedsbud ønskede hun helhjertet at tjene Gud og mennesker.

 

Hvem er den næste?

Samme spor blev fulgt op i prædikenen, hvor korpslederen, sergent Ole Christensen, ud fra Efeserbrevet kapitel 6 om ’Guds fulde rustning’ betonede, at kaldet til at være en Guds soldat gælder for alle.

- Hvem skal være den næste soldat, vi indvier, lød den indbyggede appel, hvorefter forsamlingen responderede i nok en fællessang: Rundt på jorden i Østen og Vesten Guds sejrende hær du kan se, fyldt af kærlighed til Gud og til næsten; overalt frelser Gud syndere.

 

Resolut rekruttering

Den taktfaste proklamation understreges af, at det blot er tre år siden, Anna Wollers søster, Lis Hansen, blev indrulleret som soldat i korpset, og at der ved søndagens velbesøgte gudstjeneste var flere nye ansigter. Den resolutte rekruttering skal således tages for pålydende.

En sigende detalje er desuden, at såvel soldater som en aktiv flok af frivillige bakker trofast op om opgaver i og ud fra korpset på Limfjordsøen.

 




 


Kommende arrangementer

d. 27. Apr

Sangerstævne


d. 04. May

Bønnedag i Esbjerg


d. 07. til 09. May 2019

Løjtnantskursus


d. 11. May

NUR


d. 25. May

Legoland



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik