100 år på gården, hvor håbet gror i generationer // Aug 6, 2019

En fremsynet investering forvandlede i 1919 en bondegård i Hvidovre til en oase for børn og familier. 100 år senere gror håbet fortsat på gården, hvor Frelsens Hær driver to børneinstitutioner og et krisecenter. Dette fejres med borgmesterbesøg, musik og fest lørdag den 31. august klokken 10.00-14.00. Alle er velkomne.


 

For 100 år siden åbnede Frelsens Hær ’Catherine Booth Kolonien’, et hjem for ugifte og vordende mødre, på den gulkalkede ’Svendebjerggaard’ i Hvidovre. Det skete den 23. juni 1919 med deltagelse af blandt andre Prins Valdemar og Prinsesse Margrethe, samt Frelsens Hærs verdensleder general Bramwell Booth.

 

 

Lige siden har utallige børn og familier nydt godt af Frelsens Hærs tilbud på den unikke jordlod i kvarteret, hvor flere gadenavne ligefrem er opkaldt efter officerer i Frelsens Hær.

 

 

Foruden mødre- og spædbørnshjem har matriklen i de sidste 100 år huset både krisecenter, børnehjem, børnehave, fritidshjem og vuggestue. I dag drives Krisecentret Svendebjerggård, Børnehaven Solgården og Vuggestuen Kastanjehuset. De to sidstnævnte er i dag smeltet sammen til en integreret daginstitution.

 

 

Herudover har Frelsens Hær også indrettet både arkiv og museum i de historiske rammer, hvor fortid og samtid naturligt forenes. Forhistorien til den trecifrede fejring er således bemærkelsesværdig i sig selv.

 

Et fremsynet køb - og foræring

I 1918 besluttede en driftig arkitekt og officer i Frelsens Hær, major Jørgen Jørgensen, nemlig at købe ’Svendebjerggaard’. Han udstykkede og solgte herefter 216 grunde og forærede kvit og frit hovedparcellet på seks en halv tønder land samt overskuddet til Frelsens Hær.

 

 

Allerede året efter begyndte det at spire og gro med et håb og afkast i menneskelige værdier… Og resten er som allerede nævnt historie - foreløbigt en 100 år lang historie, der bestemt er værd at fejre.

 

 

Derfor inviterer Frelsens Hær til 100-års fødselsdagsfest lørdag den 31. august klokken 10.00-14.00 på Catherine Boothsvej 22, 2650 Hvidovre. Alle er velkomne og der er fri entré ved arrangementet. Der optages dog en kollekt til Frelsens Hærs arbejde under festgudstjenesten.

Programmet er flg.:

  • Kl. 10.00: Marchér med Frelsens Hærs brassband fra rådhuset til Catherine Boothsvej
  • Kl. 10.30: Velkomstdrink
  • Kl. 10.45: Festgudstjeneste i telt med deltagelse af Valby Brass Band, Børnehavens Børnegospel og borgmester Helle Adelborg
  • Kl. 12.00: Frokost og fødselsdagskage
  • Kl. 13.00: Hvad laver Frelsens Hær i dag i Hvidovre?
  • Kl. 14.00: Afslutning



 


Kommende arrangementer

d. 16. Dec

Vejle Korps 130 års jubilæum


d. 16. Dec

Juleuddeling - Nørrebro


d. 18. Dec

Juleuddeling - Templet


d. 19. Dec

Juleuddeling - Valby


d. 25. Dec

Højtidsmøde, Templet Korps kl. 11.00



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik