Major Elsa Hougesen forfremmet til herligheden // Jan 13, 2015

Da helbred og kræfter havde nået sin yderste grænse, blev Elsa Hougesen efter et kort ophold på hospitalet, forfremmet til herligheden tirsdag den 6. januar 2015, 86 år gammel.


Elsa stammede fra Djursland, hvor hun sammen med sine ni søskende voksede op i et kristent hjem. Hun blev senere sygeplejeelev i Herning og søgte videre uddannelse på hospitalet i Nykøbing Sjælland. Hun besøgte ofte sin bror Karl, hans hustru Martha og deres syv børn, der alle var født i København.

I 1952 søgte familien Hougesen efter en musiklærer, hvor deres søn Bent, der senere blev officer og læge, kunne lære at spille violin, og de fandt så frem til Henry Kragh Jensen, som de blev meget glade for. Og da de hørte, at han var leder af Templets musikkorps, besluttede de sig til at besøge korpset.

Det blev familien og Elsa så begejstret for, at de blev stamgæster og grebet af salvationistånden, ligesom det førte til, at de blev indviet som soldater, og børnene kom med i søndagsskolen, blev juniorsoldater og ungdomsmusikanter, spejdere m.v.

I 1956 emigrerede familien til Canada, hvor de fortsatte deres tjeneste i Frelsens Hær.

Da Elsa blev videreuddannet på hospitalet i Nykøbing Sjælland, blev hun soldat i korpset. Her blev der sagt om hende, at hendes nidkærhed førte til, at hendes kolleger kom med til møderne.

Det var derfor helt naturligt, at hun viede sit liv til tjenesten som officer, og blev optaget til uddannelse på kadetskolen i 1953 i sessionen under navnet: ”Hyrderne.”

Hendes første ordre var til børnehjemmet på Catherine Booth Kolonien i Hvidovre i 1954, hvorefter hun gjorde tjeneste i Rønne, Fåborg, Assens og på slumstationen i Odense til hun i 1956 blev betroet en gerning ved Booth Hospital i Johannesburg i Syd Afrika.

Efter hjemlandsferie og orlov i Danmark 1965-66, på grund af hendes mors sygdom og død og en kort tjeneste ved det samme hospital, fik hun i årene 1968-74 sin engelske jordemoderuddannelse godkendt på fødselsanstalten i Aarhus, efterfulgt af en ansættelse i en kommunal fødeklinik. I den periode stillede hun sig til rådighed som sergentmajor i korpset i Aarhus.

Hun stod herefter fuldt rustet til fra 1974-80 endnu en gang at påtage sig et ansvar dels på Booth Hospital i Johannesburg, og de sidste tre år som forstanderinde henholdsvis på Booth Hospital og the Mother’s Hospital i Durban.

Ved tilbagekomsten til Danmark i 1980 fik hun først ansvaret for korpset i Silkeborg, og gjorde derefter tjeneste som sygeplejerske på vort plejehjem Aftensol, men også omsorgsafdelingen nød godt af hendes erfaring. Til stor glæde og inspiration for deltagerne i stævner og lejre, fortalte hun ofte om sit liv og virke i Afrika.

Også efter pensioneringen i 1988 var hun aktiv og gjorde en værdsat indsats på plejehjemmet i Allingåbro i 10 år.

Ved hendes bror Eriks død i 1979 flyttede Elsa sammen med hans hustru Anna Margrethe Hougesen, som nu bor på adressen, Rødkildevej 4, 8930 Randers NØ.

Prøvelser blev også en del af Elsas liv. Men hun glemte aldrig forbønnens uudsigelige kraft og betydning for den gerning, hun havde viet sit liv, og holdt fast ved bekendelsen, at ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. (1.Kor.3,11.)

Æret være hendes minde.

Bisættelsen finder sted fra Vejlby Kirke, Gl Kirkevej 14, 8961 Allingåbro, fredag den 16. januar 2015, klokken 13.00.

Vi ønsker Guds fred og velsignelse over hendes familie nær og fjern.




 


Kommende arrangementer

d. 27. Apr

Sangerstævne


d. 04. May

Bønnedag i Esbjerg


d. 07. til 09. May 2019

Løjtnantskursus


d. 11. May

NUR


d. 25. May

Legoland



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik