I både øst og vest blev Frelsens Hærs nye næstkommanderende ad et par omgange budt velkommen i et favnende fællesskab – og udtrykte håb om at se ’familien’ vokse.
I takt til stemningsfulde toner ankom de mødebesøgende onsdag den 11. marts til Templet, hvor hornmusikkorpset varmede op med swingende jazz, suppleret af skønsang fra Valby Ungdomsgospel og et forenet sangkor.
På forreste række sad to nyankomne, henholdsvis Frelsens Hærs nye chefsekretær og ansvarlige for kvindearbejdet, majorerne Jan og Kjersti Risan fra Norge, flankeret af territoriallederen, oberstløjtnant Christina Jeppsson.
Mødet var endnu ikke begyndt. Men optaktens uformelle loungestemning var kommet for at blive. Det samme gjaldt glædeligvis også de nye næstkommanderende, der nok en gang blev indsat på deres poster i Frelsens Hær i Danmark og Grønland.
En festlig velkomst med jyske deltagere havde således blot fire dage forinden fundet sted i Horsens – ligeledes krydret med masser af skøn korsang og medrivende messingklang.
Målet med den dobbelte entré både øst og vest for Storebælt var at give flest muligt en chance for at hilse på de nye ledere – og vice versa.
På begge sider af ‘bæltet’ blev forsamlingen budt velkommen af oberstløjtnant Christina Jeppsson til ‘et afslappet og højtideligt samvær’, hvor det centrale ikke skulle være en formel og rituel indsættelsesceremoni, men en enkel og kraftfuld stund med forbøn.
Et par deltagere bad højt, ledsaget af stille pianomusik. Samtidig opfordrede territoriallederen alle tilstedeværende til at omslutte det nye lederpar i bøn og taknemmelighed for deres villighed til at forlade familie og netværk i Norge for at påtage sig en tjeneste her.
Fællesskab og familie
Den favnende tone faldt i god tråd med det familiære budskab, der blev formidlet fra talerstolen.
Mens de fremmødte i Horsens havde kunnet glæde sig med de nye ledere over, at de aftenen før var blevet bedsteforældre for tredje gang, benyttede major Jan Risan begge steder anledningen til at betone de troendes åndelige slægtskab og enhed.
”Vi er rejst fra vor biologiske familie og fællesskab i Norge. Men vi oplever stærkt det samme her. Vi er familie. Vi er brødre og søstre i Herren – og i Hæren,” erklærede han med afsæt i 1. Korintherbrev 1,9 og tilføjede:
”Gud har kaldt os til fællesskab. Ikke først og fremmest med hinanden, men til Kristus – og gennem ham bliver vi familie.”
Ønsker flere med i familien
”Vi er en familie. En familie, vi ønsker at få flere med i.”
(Major Jan Risan, chefsekretær).
I forlængelse af dette, slog han et slag for en alternativ betydning af de to f’er på uniformens revers – nemlig et statement om ’fællesskab og familie’.
Et alternativ, formidlet med et glimt i øjet og en flig af alvor, idet f’erne som en påmindelse om at være ‘frelst for at frelse’ udgør to sider af samme sag – og er lige så personligt og forpligtende.
”Vi er en familie. En familie, vi ønsker at få flere med i,” lød således den indbyggede opfordring til at være et inkluderende fællesskab – der er frelst for at frelse.
Pointen blev yderligere fulgt til dørs af et stærkt vidnesbyrd af major Kjersti Risan, der beskrev sin personlige trosrejse frem til indre frelsesvished og hvile i at være et Guds barn.
Et vidnesbyrd, hun med stor indlevelse fuldendte med en solosang, hvor omkvædet lød således:
Så dyb en kærlighed, en fars hengivenhed, udtrykt på et kors. Så gennemtrængende og livsforvandlende, din omsorg er for mig. Du er min far, og jeg er dit barn.
Gode vaner og nyttige gaver
Flere fik under samværet mikrofonen og bidrog med hilsner og muntre indslag, der kaldte på smil og spontane klapsalver – og mere eller mindre tilsigtet flugtede med det familiære tema.
Ved velkomstmødet i Horsens benyttede korpssergentmajor Jonna Madsen fra Randers således lejligheden til at invitere det nye lederpar til at gøre turen fra hovedstaden til hovedlandet til en god vane – gerne med korte intervaller og god tid.
”Jyder er sindige, gæstfrie og holder meget af besøg af Frelsens Hærs ledelse, især i de mindre korps,” bemærkede hun efterfulgt af bekræftende håndklap fra salen.
I Templet blev majorerne Risan inviteret ind i det spøgefulde spørgehjørne, hvor løjtnant Louise Hull havde forberedt en håndfuld nærgående spørgsmål om deres respektive vaner og uvaner – og hvor svarene blev honoreret med nyttige gaver.
Foruden et bykort over deres nye nabolag og en flot blomsterbuket blev de således udstyret med danske bibler. Sidstnævnte tilføjet en hilsen fra Salme 27,14: “Regn med Herren og hold ud. Stol på ham og tab ikke modet” (Bibelen på hverdagsdansk).
”Det kan I tænke på, når I savner jeres familie og venner hjemme i Norge. Så regn med Herren og hold ud. Stol på ham og tab ikke modet, lød det opmuntrende velkomstord.
Handling bag ordene
Som en opsummering af det familiære tema, der bandt de tvefoldige velkomstmøder sammen, brød forsamlingen begge steder meget passende ud i en lovsang, der satte ord og indslag i relief.
Du er vor far Gud, og vi elsker dig. Vi ophøjer dit navn på jorden. Lad dit rige nu bli’ synligt i vor lovsang og dine mægtige ord iblandt os bo. Ære være Gud, den almægtige, som råder i evighed.
En proklamation og bøn til ham, der favner og forener sine børn, og som udfordrer til at sætte handling bag ordene og favne andre i et inkluderende fælles- og familieskab – af brødre og søstre i Herren – og måske også Hæren.