’Faith and Order’, som er et forum under Kirkernes Verdensråd, afholdt den 24. – 28. oktober sin sjette verdenskonference. Lokationen var Logos Papal Centeret i Wadi El Natrun nær Alexandria i Egypten, hvor den Koptisk Ortodokse Kirke var vært for samtaler under temaet Where now for visible unity?
Fra Frelsens Hær deltog den internationale sekretær for økumeniske relationer, kommandør Jane Paone, i de mellemkirkelige samtaler.
Konferencen havde et historisk aspekt, idet den var den første af sin slags på afrikansk jord, ligesom den markerede 1700-året for det første koncil i Nikæa. I alt var 500 delegater fra 100 lande samlet og repræsenterende tilsammen de 356 medlemskirker i Kirkernes Verdensråd. Kommandør Jane Paone deltog som rådgiver.
’Nikænum’, som er betegnelsen for den trosbekendelse, der blev formuleret i Nikæa i år 325, er fortsat central i mange kristne traditioner og lyder hver søndag i kirker verden over. Selvom den ikke formelt benyttes som fast praksis i Frelsens Hær, er den anerkendt af Frelsens Hær og har haft betydelig indflydelse på Hærens teologi og praksis.
“Det var et stort privilegium at være en del af denne globale samling med så stærke teologiske indspark,” lyder det efterfølgende fra kommandør Jane Paone, om det omfattende program.
Gudstjeneste, bøn og samtaler
Hver dag begyndte og sluttede således med fælles bøn og flersproget gudstjeneste, der afspejlede mangfoldigheden i den globale kristenhed, mens plenarsamlingerne tog fat på en række aktuelle temaer – blandt andet disse:
- Hvor står vi nu i forhold til synlig enhed?
- Tro i Mellemøsten
- Den treenige Gud og kirkens identitet
- Mission: Fælles vidnesbyrd og apostolsk efterfølgelse
- Enhed: Levende og synlig?
- Økumenikkens fremtid
Om eftermiddagen mødtes delegaterne i mindre grupper for at arbejde med tre hovedområder: At være kirke på vejen mod synlig enhed, at være menneske skabt i Guds billede samt at være kirke i og for verden.
Fra formel samtale til gensidigt samspil
Ved den første verdenskonference i Lausanne i 1927 var deltagerkredsen næsten udelukkende mænd. I 2025 bar forsamlingen tydeligt præg af, at kvinder, oprindelige folk og personer med handicap nu udgør en væsentlig del af det økumeniske fællesskab.
Dr. Susan Durber, der er Kirkernes Verdensråds europæiske præsident, udfordrede delegaterne til at bevæge sig videre fra formel samtale til et mere radikalt og gensidigt samspil, hvor kirkerne også er villige til gensidig at give og modtage fra hinanden.
Herudover pegede hun på de demografiske forandringer, hvor kristne fra det globale syd i stigende grad bringer evangeliet til Europa – en udvikling, der ligeledes åbner nye perspektiver for enhed.
Samme tilgang blev betonet af Biskop Thomas fra Den Koptisk Ortodokse Kirke, der understregede, at økumenisk dialog ikke må forbeholdes store internationale møder, men må slå rod på lokalt plan.
Bøn forener, mens budskaber formidles forskelligt
I en økumenisk samtale, ledet af Kirkernes Verdensråds generalsekretær, Dr. Jerry Pillay, fremholdt kommandør Jane Paone betydningen af bøn som et samlende bånd mellem kirkerne. Som eksempel nævnte hun en oplevelse, hvor ledere fra forskellige kirkesamfund under en voldsom forfølgelse havde stået sammen i bøn.
En enhed, der ikke rokkes, selvom de forskellige traditioner på hver deres måder ’søger at formidle Kristi budskab med overbevisning, ydmyghed og mdfølelse,’ som hun udtrykte det, inden hun opsummerede sit indlæg med et spørgsmål fra sanglinje fra Frelsens Hærs engelske sangbog: “What is divine about my creed, if I am blind to human need?”
Et tjenende fællesskab og tilbedelse i enhed
På konferencens sidste dag blev der sat spørgsmålstegn ved, om kirken har mistet sin økumeniske fantasi. Delegaterne blev opfordret til at flytte fokus fra magtens nærhed til solidaritet med de magtesløse, fattige og sårede.
Dr. Athanasios Despotis fra Tyskland mindede i den forbindelse om, at Kristus vaskede disciplenes fødder – som et kald til kirken om at være et tjenende fællesskab.
Biskop George Cooriloos fra den Syrisk Ortodokse Kirke i Indien fulgte op ved at tale om ’økumeni på fødderne’. Jesu fodvaskning, var ifølge ham mere end en ydmyg gestus, men udtryk for en modkulturel handling – fordi stedet ved korsets fod er ens for alle.
For kommandør Jane Paone bekræftede konferencen Frelsens Hærs rolle i en verdensomspændende, sakramental og inkarnatorisk tjeneste:
“Jeg oplevede en stærk længsel efter at tilbede den ene sande Gud, efter at følge i Kristi fodspor – også når det kræver ofre – og efter at gå fremad i Helligåndens kraft,” lyder hendes sammenfatning.
