Ved gudstjenesten i går søndag i Nakskov havde korpset glæden af at indvie Annelise, Diana og Henrik som soldater i Frelsens Hær, mens Bine blev optaget som medlem.

Gudstjenesten bar præg af taknemmelighed og personlige vidnesbyrd om troens betydning i de fire deltageres liv. Hver især satte de således ord på deres trosrejse og på, hvordan relationen til Gud har taget form over tid.
I sit vidnesbyrd fortalte Diana om en tro, der har fulgt hende siden barndommen. Også i perioder præget af modgang har hun oplevet en grundlæggende tillid til, at Gud har båret hende igennem.
Annelise delte et vidnesbyrd om mødet med en kærlig og tålmodig Gud, som har været nærværende – også i de perioder, hvor det har været vanskeligt fuldt ud at tage imod.

For Henrik og Bine er trosrejsen ’godt begyndt’. Begge gav således udtryk for en oplevelse af tryghed i det fællesskab, de har fundet i Frelsens Hær, hvor der er plads til at udforske troen i eget tempo.
I naturlig forlængelse af de fires beslutning om formelt at forpligte deres tilhørsforhold til Frelsens Hær var gudstjenestens tema ’Pagt’. Et budskab, der med afsæt i Hoseas’ Bog 10,12 opfordrede forsamlingen til at bryde ny grund og bringe håb.
Gudstjenesten og ceremonien blev forestået af korpslederne, kaptajnerne Louise og Chris Hull, hvorefter de fremmødte delte fællesskab omkring kirkekaffe og kage i Café Others.
Se flere glimt fra begivenheden herunder samt på Nakskov korps’ Facebookside.







