’Døden er ikke længere er en mur, men en dør,’ skriver general Lyndon Buckingham i sin påskeandagt. I sin refleksion peger han på Jesu sejr over synd og død – og kobler samtidig budskabet til sin personlige oplevelse af både gru og glæde, da døden sidste efterår bankede på.
Det var en god lørdag. Eller var det? Det kunne faktisk være gået helt galt, og det så bestemt ikke godt ud i begyndelsen. Jeg fik et hjerteanfald. Det viste sig at være ret alvorligt – skræmmende for Bronwyn og dybt rystende for mig. Var det nu? Var min tid kommet? Var det sådan, Herren ville kalde mig hjem? Hvad med børnene og børnebørnene? Hvad med Bronny? Hvad med min tjeneste? Jeg havde jo stadig ting, der skulle gøres. Det var ikke en god lørdag. Den var forfærdelig, skræmmende, mørk og angstfyldt.
Og så alligevel – som det skulle vise sig – var det en god lørdag. Når jeg tænker tilbage på den dag i oktober, kan jeg kun glædes over de mirakler, der fandt sted midt i alt det skræmmende. De rette mennesker greb ind på det rette tidspunkt. Kristen omtanke, omsat til handling. En skøn soldat, som var sygeplejerske, og hvis ven var en kristen hjertelæge. En livreddende indsats og endda et løfte fra Gud om, at alt ville ende godt. Guds timing var perfekt. Hans omsorg og forsyn var tilstrækkelig. Så når jeg ser tilbage og går dybere ind i det, der skete, er jeg nået frem til, at det alligevel var en god lørdag.
Fra grufuld til god langfredag
Jeg husker, at jeg som ung juniorsoldat undrede mig over brugen af ordet ’god’ i påskefortællingen. ’Langfredag’ – som på engelsk hedder ’Good Friday’, er dagen, hvor Jesus blev korsfæstet. Hvordan kan den overhovedet beskrives som god? Lad os være ærlige: Det var en forfærdelig dag. En dag med en uretfærdig dom, brutal tortur, ubønhørlig smerte og lidelse. Korset – et ondskabsfuldt redskab – brugt mod Guds Lam. Rystende, grufuldt og utilgiveligt.
Men hvis vi – uden at bortforklare langfredags begivenheder – ser lidt dybere, er vi reelt vidne til Guds handling. Gud møder den rene ondskab med al dens brutalitet, som det fysiske kors repræsenterer, med en frelsende kærlighed, der overvinder ondskab, synd og endog selve døden. Han forvandler dermed en grufuld fredag til en helt igennem god langfredag.
Gud elsker os, og Jesus er beviset
Forstå dette: Uanset hvad der i øvrigt skete, var Jesus selv drevet af kærlighed. Han gik til korset af kærlighed til hele menneskeheden – af kærlighed til dig og til mig. I sit brev til Romerne skriver Paulus: “Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Romerbrevet 5,8). Kristus demonstrerede omfanget af Guds kærlighed til os alle ved at tage verdens synd på sig. På denne fredag var Jesus drevet af kærlighed. Sandheden er, at Gud elsker os, og Jesus er beviset.
Hebræerbrevets forfatter stiller spørgsmålet: “Hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor?” (Hebræerbrevet 2,3). Profeten Esajas skrev: ”Ved hans sår blev vi helbredt.” (Esajas 53,5). Det er et mysterium. På gådefuld og guddommelig vis rummer langfredags begivenheder nøglen til vores egen helbredelse, vores tilgivelse, vores frelse og mulighed for at blive Guds børn. Forsoningen gør det muligt, at vi bliver taget i favn af Gud den Almægtige selv. Drevet af kærlighed, gør Jesus vor genoprettelse, forløsning og forsoning mulig. Vi bliver helbredt. Vi bliver frelst. Vi er elskede.
Jesus sejr er vor sejr
Det kan være svært at se langfredags begivenheder som en sejr, men det er præcis, hvad det er. Det er for det første en sejr for Jesus. Han var trofast og lydig, selv til døden på korset. “Det er fuldbragt,” erklærede han (Johannesevangeliet 19,30). Opgaven er fuldført. Det er gjort. Syndens og dødens magt er overvundet.
For det andet er Golgatas sejr det ondes nederlag. I Jesu sejr over synd og ondskab bliver hans sejr også vores sejr. Fordi vi lever på den anden side af opstandelsen, kan vi fejre, at vor Herre er retfærdiggjort. Han overvandt døden og lever i al evighed. Hans sejr bliver vores. Det var Jesus selv, der sagde: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” (Johannesevangeliet 11,25-26).
Jesus anerkender den fysiske døds realitet, men erklærer samtidig, at døden ikke har det sidste ord over for dem, der i tro tilhører ham. Det betyder, at døden ikke længere er en mur, men en dør. Den har mistet sin ultimative magt og rædsel – og kan ikke skille et menneske fra det liv, Jesus giver. Det evige liv handler ikke kun om varighed, men også om en ny dimension. Det er et liv gennemsyret af Guds nærvær, som begynder i det øjeblik, vi sætter vor lid til Jesus.
Det viser sig, at det virkelig var en helt igennem god langfredag.
Min bøn for jer alle hver især er, at I må blive grebet af – og selv erfare – sandheden om Guds kærlighed til jer, åbenbaret i personen Jesus Kristus, Guds Søn og verdens frelser.
Gud velsigne dig.
Lyndon Buckingham
General