Udstilling i London sætter fokus på bæredygtighed i Sydøstasien

En ambitiøs udvikling henimod bæredygtighed på alle områder er undervejs i Frelsens Hær i Sydøstasien. En udvikling, der fra i dag eksponeres på en udstilling i London.

Fra sin lokation i det centrale London faciliterer og servicerer Frelsens Hærs Internationale Hovedkvarter et vidt forgrenet arbejde i 134 lande.

Men den markante bygning på Queen Victoria Street 101 er meget mere end et kontorhus. Her finder man også en velbesøgt café og det lige så velbesøgte ’Gallery 101’, der byder på spændende udstillinger og et unikt vue til Frelsens Hærs mangfoldige verden.

Fremskridt trods udfordringer

Netop nu kan man i galleriet få et informativt glimt af Frelsens Hærs arbejde for bæredygtighed i Sydøstasien. En folkerig verdensdel, hvor Frelsens Hær er til stede i ni lande fordelt på fem territorier, og hvor nye initiativer vokser frem. Det sker i udstillingen Sustainability – a journey of progress.

”Frelsens Hær i Sydøstasiens zone* er på en vigtig og meningsfuld rejse, hvor den arbejder målrettet henimod bæredygtighed på alle områder. I takt med at arbejdet skrider frem og der opnås fremskridt – samtidig med at man møder forskellige udfordringer undervejs – udvises der stort klarsyn og mod,” hedder det i omtalen.

Udstillingen Sustainability – a journey of progress kan ses fra i dag og frem til den 4. maj. Har man ærinde i London, er Gallery 101 med andre ord et besøg værd – og caféen er også ganske udmærket…

Det er muligt at se en oversigt over de skiftende udstillinger på ’Gallery 101’ på adressen: www.salvationarmy.org/gallery-101

*) Frelsens Hær er på verdensplan inddelt i fem internationale zoner.

Scroll to Top