Oplev Valby Musikkorps og musikalske gæster i Marmorkirken på lørdag

Der er udsigt til en kirkekoncert ud over det sædvanlige, når Valby Musikkorps lørdag den 30. maj klokken 15.00 inviterer til en flot og festlig forårskoncert i Marmorkirken.

Valby Musikkorps gav senest koncert i Marmorkirken i efteråret 2022 – denne gang bliver en forårskoncert.

Det er anden gang, musikkorpset får mulighed for at udfolde sit brede repertoire i den unikke kirke, hvis officielle navn er Frederiks Kirke og har adresse på Frederiksgade 4 i København. Seneste optræden i den imponerende kirkesal med sin særlige arkitektur og akustik var i efteråret 2022.

Musikalske forårsfornemmelser

Denne gang bringes foråret ind på kirkebænkene med blandt andet et arrangement over den danske klassiker, ’I skovens dybe stille ro’ – som en lovprisning til skaberværkets Herre. Et tema, der også indgår i et svensk musikstykke, ’Fjäril’n vingad syns på Haga’.

Herudover vil man blandt andet kunne opleve en vifte af musikalske variationer over værker som ’Olympic Fanfare and Theme’,Soli Deo Gloria’ og ’Abide with Me’.

Sublim skønsang og med klangfulde toner

Eleanor Hedley optrådte i oktober 2023 sammen med International Staff Songsters i Templet i København.

Foruden musikanterne fra Frelsens Hær i Valby vil også to musikalske gæster fra London kigge forbi, nemlig euphoniumsolisten Andrew Hedley og sangerinden Eleanor Hedley.

Med parret, der er henholdsvis medlem af International Staff Band (ISB) og International Staff Songsters (ISS), vil man kunne forvente sublim skønsang og klangfulde toner i topklasse – heriblandt titler som ’There will be God’, ’Briliante’, ’Now i belong to Jesus og ’Your grace still amazes me’.

Han har været medlem af ISB i syv år, og var således ikke med, da orkesteret gæstede Danmark i 2017. Hun var til gengæld blandt sangerne, da ISS for tre år siden kunne opleves i Templet. For begges vedkommende bliver det imidlertid deres første optræden i Marmorkirken.

Sæt kryds den sidste lørdag i maj

Andrew Hedley som solist på euphonium i International Staff Band.

Valby Musikkorps tæller cirka 30 musikanter med stor aldersmæssig bredde og kunne for to år siden fejre 100-års jubilæum. Repertoiret er bredt, niveauet højt og fællesskabet åbent, idet der er tale om en åben gruppe, som ikke forudsætter medlemskab af Frelsens Hær. Musikleder er Marcus Silfverberg, der også vil være dirigent ved koncerten.

Sæt kryds i kalenderen den sidste lørdag i maj og vær velkommen til en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige i Marmorkirken.

Der er fri entré ved koncerten.

Se også plakaten herunder.

Scroll to Top