Nedtællingen til International Youth Congress 2027 er begyndt

Nedtællingen til næste års internationale ungdomskongres (IYC), der den 15 – 20. juli 2027 ventes at samle omkring 2.500 unge fra hele verden i Indonesiens hovedstad, Jakarta, er begyndt.

Nedtællingen blev markeret den 16. juli ved en sammenkomst på Frelsens Hærs internationale hovedkvarter (IHK) i London. Med præcis ét år til kongressen deltog medarbejdere og gæster både fysisk og online ved det officielle tilløb.

Frelsens Hærs internationale ungdoms- og børneofficer, major Juanita Wright.

Med temaet Empowering a Generation er International Youth Congress 2027 et tilbud til unge fra de over 130 lande, Frelsens Hær arbejder i. Formålet er blandt andet at styrke deltagernes tro, hjælpe dem med afklaring af Guds kald og at ruste dem til at vende hjem som Kristus-centrerede ledere i deres respektive korps, lokalsamfund og lande.

En investering i fremtiden

Frelsens Hærs internationale ungdoms- og børneofficer, major Juanita Wright, bød velkommen til deltagerne, herunder repræsentanter fra Frelsens Hær i Indonesien, ungdomskongressens planlægningsgrupper og medlemmer af International Children and Youth Advisory Group.

“I dag handler det ikke kun om lanceringen af International Youth Congress. Det er også et statement om vort fælles engagement i unge over hele verden. Vi ser jer, vi hører jer og I betyder noget,” erklærede hun.

Samme tilgang blev betonet af ungdomskongressens koordinator, major Ian F. Payne, og IHK’s børn og unge-specialist, Kevyn Oliver, der præsenterede visionen bag kongressen. De beskrev således IYC som en målrettet investering i unge ledere samt en mulighed for at lytte til deres erfaringer og perspektiver. Samtidig understregede de, at de unges bidrag vil præge planlægningen af kongressen – og samtidig styrke dem i deres tjeneste, når de vender hjem. Endelig opfordrede de alle med tilknytning til Frelsens Hær rundt om i verden til at bede for forberedelserne gennem det kommende år.

Ungdomskongressens koordinator, major Ian F. Payne.

Ved lanceringen på IHK blev også det officielle logo for International Youth Congress 2027 præsenteret. Logoet er kreeret af Savannah Archer fra Frelsens Hær i Australien og er udvalgt blandt mere end 70 forslag fra hele verden. Designet skal afspejle tilbedelse, mangfoldighed og enhed. Savannah Archer deltog online ved offentliggørelsen og fortalte, at hun oplever et kald fra Gud til at bruge sine kreative evner i tjeneste for hans mission.

Bøn i centrum

Bøn var et gennemgående tema ved lanceringen. Der blev bedt for planlægningsgrupperne, værterne i Indonesien, International Children and Youth Advisory Group, udvælgelsen af deltagere og for ungdomskongressens åndelige betydning.

Der blev ligeledes bedt om visdom, enhed og beskyttelse for alle, der arbejder med forberedelserne, samt om at Gud allerede nu vil forberede hjerterne hos de unge, som næste sommer samles i Indonesien. Samtidig blev der bedt for, at de unge efter kongressen må vende hjem, inspirerede, udrustede og styrkede til at tjene Kristus i deres lokalsamfund og i Frelsens Hær verden rundt.

En vision født i bøn

IHK’s børn og unge-specialist, Kevyn Oliver.

General Lyndon Buckingham deltog i lanceringen og beskrev ungdomskongressen som en vision, der er vokset frem gennem bøn og siden bekræftet af Frelsens Hærs internationale ledelse på den internationale ledelseskonference i marts 2026.

Med afsæt i Ordsprogene 16,3 opfordrede han medlemmer og venner af Frelsens Hær verden rundt til at lægge alle forberedelser frem for Gud i bøn.

“Når vi søger Guds ledelse, visdom og velsignelse – mens vi planlægger, beder og engagerer os – tror jeg, at vi som en global Frelsens Hær i vore hjerter kan have en forventning om, at noget banebrydende og dybt forandrende vil finde sted som følge af vort fælles engagement i denne begivenhed,” sagde han.

Delegater til ungdomskongressen vil i løbet af det kommende år blive udpeget i de respektive territorier – og officielt er nedtællingen nu også officielt begyndt.

Se herunder en kort video, der også indeholder flashback til den internationale ungdomskongres i Sverige for 16 år siden:
Scroll to Top