Frelsens Hær rækker ud til Nepal og Tibet efter voldsomme oversvømmelser

Frelsens Hærs verdensleder, general Lyndon Buckingham, udtrykker dyb sorg over situationen for de berørte efter den voldsomme flodbølge, der onsdag i denne uge ramte Himalaya på grænsen mellem Nepal og Tibet. 

Årsagen til katastrofen er angiveligt, at en gletsjer i Himalaya kollapsede, hvilket sendte en lavine af is og klippestykker ned gennem floden Lhende Khola, som løber i den bjergrige grænseregion. Ophobning af vand i floden give frygt for yderligere oversvømmelser.

Frelsens Hærs er allerede nu engageret i hjælpearbejdet og vurderer samtidig, hvordan den fremadrettede hjælpeindsats yderligere kan komme de berørte til undsætning.

Akut og langsigtet indsats

Lad os bede for alle, der er berørt og for det indsatsmandskab, der arbejder på at hjælp, lyder opfordringen fra Frelsens Hærs verdensleder, general l Lyndon Buckingham.

Frelsens Hærs hjælpearbejdere og lokale samarbejdspartnere koordinerer tæt med distriktsmyndighederne og de øvrige aktører i den humanitære indsats. Samtidig støtter de den igangværende eftersøgnings- og redningsindsats, som ledes af Nepals regering.

Som en første hurtig hjælpeindsats planlægger Frelsens Hær at yde akut fødevarehjælp og uddele nødvendige husholdningsartikler til de mest udsatte familier, der er ramt af oversvømmelserne. En indsats, der sker i tæt samarbejde med de berørte lokalsamfund og lokale myndigheder.

Indkøb og distribution af yderligere nødpakker med mad samt nødvendige husholdningsartikler som tæpper, tøj, sengetøj og nødbelysning vil herefter blive iværksat.

Hjælpearbejderne består af lokale officerer, frivillige og andre knyttet til Frelsens Hær, som allerede har etableret kontakt til de berørte lokalsamfund – og derfor kan bidrage til hurtigt at identificere de mennesker, der har størst behov for hjælp og sikre, at hjælpen når frem.

Den første indsats vil siden blive fulgt op af en bredere humanitære respons, i takt med at adgangen til de berørte områder forbedres. Ligeledes vil de langsigtede humanitære behov blive afklaret.

Mangeårigt virke i Nepal

Frelsens Hærs hjælpeteams i Nepal efter jordskælvet i 2015.

Frelsens Hær har i en lang årrække været engageret i Nepal, ligesom det ikke er første gang, Hærens hjælpeteams arbejder i det asiatiske land. Efter det omfattende jordskælv i 2015 og de efterfølgende rystelser, som kostede næsten 9.000 mennesker livet, sendte Frelsens Hær internationale nødhjælpsteams for at støtte Frelsens Hær i Nepal.

Blandt andet stod Frelsens Hærs teams for driften af lejre for mennesker, der havde mistet deres hjem. Der blev ligeledes opført midlertidige læringscentre, enkle boliger, septiktanke og toiletter til skoler og lokalsamfund. Derudover distribuerede Frelsens Hær madpakker til mere end 11.000 familier samt tusindvis af telte, presenninger og vinterdyner.

Frelsens Hær internationale hjælpearbejdere fortsatte med dette arbejde i mere end seks måneder, før indsatsen blev overdraget til et langsigtet lokalt udviklingsteam.

Kalder til forbøn

Den aktuelle katastrofes omfang har fået Frelsens Hærs verdensleder, general Lyndon Buckingham, til at opfordre alle verden over til at bede for de berørte, de overlevende og de mange, der deltager i eftersøgnings- og redningsarbejdet.

I dag, den 28. august, anslås katastrofen at have kostet op mod 500 mennesker livet, mens mere end 1.000 fortsat er savnet. Blandt de savnede er både udenlandske statsborgere og pilgrimme. Hele landsbyer og vigtig infrastruktur er blevet ødelagt, hvilket samtidig vanskeliggør hjælpearbejdet.

”Med dyb sorg står Frelsens Hær verden over sammen med befolkningen i Nepal og Tibet. Vi beder for familierne til dem, der har mistet livet, og for de mange tusinde, der har mistet deres hjem og deres levebrød. Vi mærker deres sorg, deres frygt og deres sårbarhed,” lyder det fra general Lyndon Buckingham, der tilskynder alle til at tage del i forbønnen for ’vore nepalesiske og tibetanske brødre og søstre’.

”Vi mærker chokket hos familier til internationale besøgende i området, som har mistet livet eller er savnet. Lad os bede for alle, der er berørt, og for det indsatsmandskab, der arbejder på at hjælpe de overlevende med at opretholde livet under så tragiske omstændigheder og med så omfattende ødelæggelser,” slutter han.

Inspiration til forbøn

Som inspiration til bønnen har Frelsens Hærs internationale afdeling for åndeligt liv og udvikling lanceret en bøn for ofrene i Nepal og Tibet på deres Facebookside – som kan findes ved at klikke her.

Scroll to Top