Efter godt 33 år som officerer i Frelsens Hær går kommandørerne Edward og Shelley Hill på pension. Ved en højtidelighed på Frelsens Hærs internationale hovedkvarter blev parret hædret for deres mangeårige tjeneste – ligesom Edward Hill fortalte historien om den frelsesofficer, hvis omsorg for hans oldefar satte spor i familien gennem generationer.

Der var både plads til latter, tårer og eftertanke, da Frelsens Hærs internationale hovedkvarter i London (IHK) den 10. september samlede internationale ledere, kolleger, venner og inviterede gæster for at markere Edward og Shelley Hills kommende pensionering.
Parret går den 1. oktober på pension efter mere end 33 års aktiv tjeneste som officerer i Frelsens Hær.
Kommandør Edward Hill har senest – siden august 2023 – været stabschef, mens kommandør Shelley Hill har været international sekretær for kvindearbejdet. Kommandør Garth Niemand, international sekretær for administration, beskrev anledningen som en dag, hvor man ’griner og græder på samme tid’ – en fejring af Guds trofasthed, men også et farvel til to værdsatte medlemmer af IHK-familien.
Officers omsorg satte langvarige spor

For Edward Hill blev en næsten 100 år gammel familiehistorie et billede på, hvilken forskel en enkelt handling kan gøre.
I 1920’erne gik en unavngiven frelsesofficer ind på et savværk i Longview i Washington, USA. Her faldt han i snak med mændene, der arbejdede der. En af dem var Edwards oldefar, Al Irish, som på det tidspunkt stod midt i en familietragedie.
To af hans børn var døde under influenzaepidemien, og hans hustru var alvorligt syg. Officeren lyttede til Al og bad sammen med ham.
Få dage senere kom officeren hjem til familien – denne gang med konkret hjælp. Al Irish blev så berørt af den omsorg, officeren viste mennesker, som han knap nok kendte, at han besluttede, at familien skulle engagere sig i Frelsens Hær.

Et århundrede senere står historien som en del af Edward Hills egen livshistorie. I 2026 afslutter han sin aktive tjeneste som officer i den samme bevægelse.
”Hvis vi har gjort noget godt, hvis vi har haft nogen indflydelse, hvis vi overhovedet har været med til at føre missionen videre, kan vi føre æren helt tilbage til denne unavngivne frelsesofficer. Officerens sjælesørgeriske og praktiske indsats var med til at ændre min families livsbane i generationer.”
”Min opfordring til alle, der er til stede, er derfor at søge muligheder for også fremover at give et venligt ord, opmuntring og praktisk støtte til mennesker i nød – i tillid til, at vi også kan få en dyb indvirkning på andre menneskers liv,” sagde han.
Herren har ledt jeres skridt – og brugt jer

Edward og Shelley Hill blev ordineret som officerer i juni 1993. Gennem deres mere end tre årtier i tjenesten har de haft opgaver i flere dele af verden, blandt andet i Frelsens Hærs vestlige territorium i USA, Singapore, Malaysia og Myanmar territorium, samt Canada og Bermuda territorium. Siden har de også haft ansvar som internationale sekretærer for Amerika- og Caribien-zonen på IHK.
Ved højtideligheden overrakte general Lyndon Buckingham parret deres pensionsbeviser. Han fremhævede ikke kun deres seneste opgaver, men hele deres mere end 30 år lange tjeneste.
”Kun himlen selv vil åbenbare, hvor mange menneskers liv der er blevet berørt, betjent og forandret under Hills’ indflydelse, tjeneste, lederskab og indsats,” sagde han.
Med afsæt i Salme 37 opsummerede han deres tjeneste på følgende måde: ”Herren har været med jer. Herren har gjort jer i stand. Herren har holdt jer oppe. Herren har ledt jeres skridt. Herren har brugt jer.”

Tre årtier i tjeneste, ledelse og mission
Også Edward Hills nærmeste kolleger satte ord på hans måde at lede på.
Major Wendy Mouland, der har været privatsekretær for stabschefen, fremhævede således hans humor, ydmyghed, loyalitet og venlighed.
”Du har ledet godt, du har elsket godt, du har tjent trofast,” sagde hun.
Hertil fremhævede generalen Edwards Hill hurtige opfattelsesevne, oprigtighed og vilje til at tage fat på vanskelige spørgsmål. Egenskaber, han havde sat stor pris på gennem deres samarbejde.
Samtidig takkede han Edward Hill for sit engagement i det internationale Compass-initiativ samt hans bidrag til at fremme denne vision og mission i Frelsens Hær.
Vil altid være familie

Shelley Hill valgte et hawaiiansk ord for at beskrive forholdet til kollegerne på IHK: Ohana, som betyder familie.
”I er IHK-ohana, og I vil altid have en helt særlig plads i vores hjerter,” sagde hun.
Samtidig opfordrede hun kollegerne til at fortsætte deres tjeneste ’med stor glæde, med dygtighed, med ydmyghed og, vigtigst af alt, med Guds kærlighed.’
Kommandør Bronwyn Buckingham havde ligeledes personlige ord med til Shelley Hill. Hun beskrev hende blandt andet som ’min søster i Kristus, min partner i tjenesten og en meget kær ven.’
De to har gennem årene på IHK arbejdet tæt sammen omkring Frelsens Hærs kvindearbejde, og Bronwyn Buckingham fremhævede her Shelleys engagement:
”Du bragte passion, erfaring, kreativitet og en ny tilgang til kvindearbejdet,” sagde hun og understregede, at mange kvinder netop havde sat stor pris på Shelleys fokus på at afsøge nye veje til at række ud til kvinder og piger i deres lokalsamfund.

”Jeg er velsignet og taknemmelig til Gud for, at han vævede denne del af vores liv sammen,” sagde hun.
Den bedste måde at bruge livet på
Også for Edward Hill blev afslutningen på den aktive officerstjeneste en anledning til at se tilbage med taknemmelighed.
Han takkede Gud for ‘amazing grace and abounding love’ (’forunderlig nåde overvældende kærlighed’), til Shelley som sin partner i livet og tjenesten i den bevægelse, de sammen tjener i.
”Jeg har ingen fortrydelser over dette livsvalg. Jeg ser det som den bedste måde at bruge mit liv på, sagde han.”
Med et citat fra 1. Korintherbrev 15,58 afsluttede han med en opfordring til de fremmødte, om at ’stå urokkeligt fast’ og ’give sig helt hen i arbejdet for Herren.’
Den 1. oktober 2026 går kommandørerne Edward og Shelley Hill på pension. På det tidspunkt har de tilsammen udført 33 år og tre måneders aktiv officerstjeneste i Frelsens Hær.
Se flere glimt fra pensionerings-højtideligheden på IHK herunder:














