I en ny podcastserie på fire afsnit sættes der fokus på Frelsens Hær historiske syn på kvinders tjeneste og lederskab, ligesom der reflekteres over, hvordan denne arv kan genopdages og styrkes i dag.

Podcastserien har titlen ‘Unalterable – Reclaiming The Salvation Army’s Unalterable Legacy of Women Who Lead’ – som kan oversættes til ’Uforanderlig – At genopdage Frelsens Hærs uforanderlige arv af kvindelige ledere.’
Centralt i podcasten er den tilgang, som har været en del af Frelsens Hærs dna siden dens begyndelse – og som general Lyndon Buckingham understreger på denne måde:
”Den dybt forankrede overbevisning, som er vævet ind i vores historie, er klar – Gud kalder og udruster både kvinder og mænd til at lede, prædike og tjene uden begrænsninger.”
Podcastserien Unalterable beskrives af Frelsens Hærs verdensleder som en vigtig og aktuel samtale, der inviterer til at genopdage essensen og budskabet fra Frelsens Hærs grundlæggere i en nutidig sammenhæng. Samtidig er det en målsætning, at praksis i højere grad skal afspejle den teologi, Hæren bygger på.
”Jeg opfordrer salvationister overalt til at lytte, reflektere og forny deres engagement i at sikre, at kvinders gaver fuldt ud anerkendes og værdsættes i hele Frelsens Hær,” fastslår han.
Et solidt bibelsk og historisk fundament

Samtalen om kvinder i ledelse er ikke ny i Frelsens Hær – tværtimod er den en grundlæggende del af Hærens identitet. Siden den tidligste start arbejdede William og Catherine Booth således aktivt for kvinders fulde deltagelse i såvel tjeneste som mission.
Kommandør Bronwyn Buckingham, verdenspræsident for Frelsens Hærs kvindearbejde, fastslår, at denne teologiske arv fortsat er helt central:
”Som kvinder i Frelsens Hær er vi velsignet med et teologisk fundament, der støtter og opmuntrer til fuld deltagelse i alle dele af kirkens liv – et privilegium, vi ikke må tage for givet. Vore grundlæggere, William og Catherine Booth, var kreative, innovative og modige ledere. Med et solidt bibelsk fundament bekræftede de kvinders gudgivne ret til at lede, forkynde evangeliet og bidrage i henhold til deres øvrige nådegaver i tjenesten,” siger hun.
Netop dette udgangspunkt bliver undersøgt i podcastserien, ligesom der zoomes ind på de tilfælde, hvor Frelsens Hær gennem årene af forskellige grunde til tider har bevæget sig væk fra det.
”Udfordringen for os i det 21. århundrede er at genopdage disse rødder på måder, der er relevante og kulturelt fintfølende, så kvinder i Frelsens Hær må opleve at blive brugt fuldt ud, og hele Hæren får gavn af deres bidrag,” lyder det fra verdenspræsidenten, der håber, podcasten både kan skabe større forståelse og en ny følelse af nødvendighed til gavn for kommende generationer af kvinder i Frelsens Hær.
”Som Catherine Booth udtrykte det i det 19. århundrede, ’må vi forstyrre nutiden, hvis vi vil forbedre fremtiden.’ Og hvis det at lytte til Unalterable kan inspirere os til at gøre det bedre for piger og kvinder i alle dele af verden, hilser jeg enhver sådan forstyrrelse velkommen.
Stolt over en historisk arv
Samme opfattelse deles af kommandør Shelley Hill, der er verdenssekretær for Frelsens Hærs kvindearbejde og som erklærer sig stolt over kvinders mulighed for tjeneste i Frelsens Hær.
”Denne podcastserie er både ny og spændende. Helt fra begyndelsen, da Booth-parret grundlagde bevægelsen, fik kvinder ret og mulighed for at lede og prædike med frimodighed og overbevisning. Deres stemmer formede vores mission dengang, og deres tro styrker os stadig i dag. Jeg er stolt af at være kvindelig leder og ved, at vi står stærkere på grund af denne uforanderlige arv, siger hun.
Tilbageblik og fremsyn

Podcastserien er produceret i et samarbejde mellem Frelsens Hærs sydlige territorium i USA, Canada og Bermuda territorium samt afdelingen for kvindearbejde på Frelsens Hærs internationale hovedkvarter i London.
Unalterable rummer både bidrag fra officerer, teologer, historikere og andre stemmer i og uden for Frelsens Hær.
Serien er tilrettelagt af Rebekah McNeally og Lauren Westwood og består af åbenhjertige samtaler, personlige fortællinger og historiske refleksioner.
Den første episode tager udgangspunkt i Catherine Booths betydning og ser på, hvordan kvinders roller i Frelsens Hær har udviklet sig gennem tiden. Samtidig drøfter serien, hvordan kvindernes tjeneste fortsat kan forme bevægelsen i dag og i fremover.
De medvirkende reflekterer undervejs over emner som lederskab, identitet og kald, ligesom de berører både Frelsens Hærs teologiske fundament og de udfordringer, den som global bevægelse står overfor i dag.
Podcastens fire afsnit er følgende:
- Episode 1: Her Place in the Army: Her fokuseres på kvinders centrale og foranderlige roller siden Frelsens Hærs begyndelse og undersøger, hvordan kultur, kald og forventninger har formet kvinders lederskab i dag.
- Episode 2: Voices from the Uniform: Her samles perspektiver fra mænd og kvinder i tjeneste i Frelsens Hær samt teologiske og historiske refleksioner om lederskab, identitet og Hærens oprindelige vision for kvinder.
- Episode 3: Looking Ahead: Her vendes blikket mod fremtiden for kvinder i Frelsens Hær med overvejelser om, hvordan den kan møde aktuelle håb og udfordringer med trofasthed og mod.
- Episode 4: Reflecting and Responding: Værterne Rebekah McNeally og Lauren Westwood samler trådene og inviterer til fortsat dialog om partnerskab, fælles lederskab og et fælles kald.
Håbet er, at podcastserien Unalterable vil kunne udfordrer lytterne til at reflektere over fortiden, forholde sig ærligt til nutiden og se frem mod fremtiden for kvinders lederskab i Frelsens Hær.
Serien er tilgængelig på podcastplatforme som Spotify, Apple Podcasts og Amazon Music.

