Syv døgn i Jerusalem – og en evighed – Frelsens Hær

Påsken er kirkens største højtid og strækker sig over en hel uge. Et drama, der rummer både fest, fortvivlelse, dom og død, men også tro, liv og håb – der peger fremad.

Tag med på et informativt og meditativt vue over påskeugen, der fører os til Jerusalem, hvor påskens begivenheder fandt sted. En fortælling, der både handler om syv døgn og en evighed.

Den stille uge

Før som nu bages der usyret brød til den jødiske påske til minde om udgangen fra Egypten. Det fik også symbolsk betydning ved Jesu sidste måltid med disciplene skærtorsdag. Her et vue fra frilandsmuseet Nazareth Village.

Sådan omtaler man traditionelt påskeugen. Men de begivenheder, der indtraf i påsken omkring Jesus og hans disciple, gik på ingen måde stille for sig.

Fra palmesøndag til påskemorgen blev alt så radikalt forandret, at påskedagene fortsat i dag benyttes til at skildre påskens skelsættende budskab.

Selvom dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag ikke er givet nogen formel kirkelig markering, giver evangelierne også i dette tidsrum et indtryk af en alt andet end stilfærdig optakt til højtiden.

Læs eksempelvis om udrensningen af templet, der havde fået karakter af markedsplads i Lukas kapitel 19,45-20,8.

Denne meditative guide over påskedagene begrænser sig imidlertid til de mest markante begivenheder, navnene på de enkelte dage og deres betydning.

Palmesøndag

Søndag indledes det første døgn i påskeugen, med palmesøndag.

I tre år havde Jesus rejst rundt i Galilæa i det nordlige Israel og formidlet evangeliet i ord og handling. Nu vendte han tilbage til Jerusalem. Da han nærmede sig byen, sendte han to disciple ind for at hente sig et æsel.

Blandt folkehavet havde bredt sig en forventning om, at han som den ventede messias skulle fuldende sit frihedsbudskab ved endegyldigt at fordrive den romerske besættelsesmagt.

Ganske vist red konger ikke på æsler men på heste. Men modtagelsen var trods det en konge værdig, da den ydmyge Messias på sit æsel ankom og blev hyldet med jubelråb og palmeblade i Jerusalems snævre gader. De samme gader, der få dage senere skulle blive hans Via Dolorosa – smertens vej.

Læs om denne gade- og glædesfest med palmesus i Johannes kapitel 12,12-14.

Skærtorsdag

Skærtorsdag har i mange kirkelige traditioner fået sakramental betydning. Dels på grund af påskemåltidet, der af Jesus blev tillagt en åndelig dimension. Dels på grund af fodvaskningen, der ligeledes fik karakter af et tjenestens sakramente.

Den dag vaskede Jesus disciplenes fødder. Ordet ’skær’ betyder ’ren’ og har givet navn til skærtorsdag.

Fodvaskning var en almindelig praksis, hvormed man viste sine gæster respekt ved at gøre det behageligt for dem efter en vandring eller rejse. Almindeligvis blev denne gestus udført af tjenere eller slaver. Derfor havde disciplene svært ved at skulle lade sig betjene af Jesus – deres mester.

*De ældgamle oliventræer i Getsemane have stammer sandsynligvis fra de træer, der omgav Jesus, da han om aftenen skærtorsdag kæmpede i bøn mod fristelse og dødsangst.*

Men Jesus insisterede og betonede, at den ydmyge handling var et eksempel til efterfølgelse. Som disciplene blev betjent af Jesus, skulle de selv betjene andre.

Læs om dette tjenestens sakramente i Johannes kapitel 13,4-17.

Den kristne påske har rødder i den jødiske påskefest. Måltidet, Jesus delte med sine disciple, var således det jødiske påskemåltid – pesach – et symbolmættet måltid til minde om israelitternes udfrielse fra det egyptiske slaveri.

Et måltid, der ligesom påskefesten af Jesus blev tilført en ny dimension, hvor brød og vin blev symboler på hans kommende lidelse og død.

Ordene blev af de første kristne efterfulgt i form af ’kærlighedsmåltider’ og sidenhen af rituelle måltider, som det kendes i mange kirker i dag.

Læs om Jesu sidste måltid med sine disciple i Lukas kapitel 22,7-20.

*’Non novi illum’ – ’Jeg kender ham ikke.’ Peters fornægtelse af Jesus foreviget som skulptur i Jerusalem.*

Senere på aftenen gik de til Getsemane have i Kedrondalen for at bede. For disciplene blev det en kamp om at holde sig vågne, mens det for Jesus blev en kamp mod fristelse og dødsangst.

Mens denne kamp pågik, førte Judas de jødiske myndigheder til Getsemane og forrådte sin mester med et kys. Dermed gik lidelseshistorien ind i en afgørende fase. Jesus blev arresteret og ført bort.

Disciplen Peter fulgte efter. Men trods sin betroede status distancerede han sig yderligere fra sin mester ved tre gange at fornægte sit bekendtskab med ham. En situation, Jesus tidligere havde forudsagt – og som først efter påske blev gjort op.

Langfredag

Langfredag var en begivenhedsmættet dag, der kulminerede med Jesus død på korset. Efter nattens afhøringer hos det jødiske råd førtes han fredag til afhøring hos både den romerske statholder Pontius Pilatus og Kong Herodes.

Udfaldet blev en dødsdom afsagt af Pilatus, der samtidig vaskede sine hænder. Pisket og tornekronet måtte Jesus herefter vandre korsets vej – ad de samme gader i Jerusalem, hvor han før blev hyldet.

*’Ecce Homo’-buen ved Via Dolorosa – smertens vej – ses, hvor Pilatus fremviste Jesus med tornekrone og purpurkappe og proklamerede: “Se, hvilket menneske.”*

Ved ’hovedskalsbjerget’ udenfor bymuren blev han korsfæstet, mens han bad for sine bødler og de spottende tilhørere. Det sidste af i alt syv udsagn under sin korsfæstelse lød således: “Det er fuldbragt” – herefter udåndede Jesus, mens langfredagsmørket sænkede sig over jorden.

Læs om fuldendelsen af Jesu lidelse og død i Johannes kapitel 19,28-30.

Påskedag

Påskemorgen – den første dag i ugen – blev den første dag i en helt ny tid. Jesu tomme grav blev et sejrens og håbets tegn. Ved sin død på korset besejrede Jesus syndens magt. Ved sin opstandelse overvandt han dødens magt.

Da Maria Magdalena og Maria kom til graven for at salve Jesu legeme, så de, at stenen, der dækkede indgangen, var væltet, og Jesus var væk. En engel overbragte dem budskabet om, at ham, de søgte, ikke længere var i graven.

‘Gordons Golgata’ anses af mange som stedet for Jesu korsfæstelse – med en klippe formet som en hovedskal, svarende til Bibelens omtale af ’hovedskalsstedet’ – og en nærliggende have med en tom gravhule, der tilskrives at være Jesu grav.

Den opstande Jesus var nået til ende med sin gerning. Snart ville han heller ikke længere være at finde i Jerusalem, men ville vente på sine disciple i Galilæa, det område, hvor en stor del af hans jordiske virke fandt sted.

Det var vanskeligt for kvinderne at tro og endnu vanskeligere at formidle til de skræmte og desillusionerede disciple. Men som de første vidner formidlede kvinderne denne påskemorgen det budskab, som hele det kristne evighedshåb hviler på.

Kvinder blev på den tid ikke tillagt nogen større værdi eller troværdighed. Men sådan rummer Bibelen mange eksempler på, at Gud udvælger de mindst regnede til at formidle de største budskaber.

Det var således også kvinderne, Jesus selv, som de første åbenbarede sig for, da dagen gryede på den tredje dag – hvilket han meget betegnende gjorde med et “God morgen”.

Læs om opstandelsen og påskemorgen i Matthæus kapitel 28,1-10.

*”Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt.” (Mattæus 28,6)*

Åbenbarer sig fortsat

Siden disse syv døgn i Jerusalem har Jesus åbenbaret sig for mennesker overalt på jorden helt til i dag – og gør det fortsat.

En enkelt uge i Guds frelseshistorie, som peger fremad og giver livet en dimension af evighed. Ved Jesu fuldbragte offer blev døren til himlen åbnet, og med ham kan vi allerede nu begynde vores evighedsvandring.

Det sker, når han får lov at gøre sit indtog i vore liv helt personligt. Når vi lader os betjene af ham, når vi erkender vor synd og når vi indser vort behov for hans kærlighed og nåde.

Tekst og fotos: Levi Giversen