Getsemane er en historisk have, som ligger ved foden af Oliebjerget i Jerusalem, lige uden for den gamle bymur. Her blev Jesus Kristus forrådt, arresteret og bad i angst natten før sin korsfæstelse.
Navnet betyder “olivenpresse” og tegner et stærkt billede af et afgørende øjeblik af underkastelse under Guds vilje og intens lidelse i hans sidste timer. Navnet antyder et sted, hvor oliven blev knust, hvilket tjener som et symbol på, at Jesus blev “knust” under tyngden af synd og lidelse – så voldsomt, at hans sved blev som bloddråber.
De begivenheder, der fandt sted i Getsemane have, har givet genlyd gennem århundrederne. Den lidenskab, Jesus udviste den skelsættende nat, er blevet skildret i musik, bøger og film. Fra det 16. århundrede, hvor Johann Sebastian Bach skrev to storslåede oratorier baseret på evangelierne hos Matthæus og Johannes, til vor tid med Mel Gibsons film The Passion of the Christ, er fortællingen om denne ekstraordinære nat blevet fortalt igen og igen.
Som det fremgår af Johannes 18,2, gik Jesus ofte til Getsemane med sine disciple for at bede. Det var et velkendt og fredfyldt sted for bøn. Men natten før hans korsfæstelse var anderledes – alt var forandret. Selvom disciplene blev opfordret til at “våge og bede”, faldt de i søvn, mens Jesus – dybt bedrøvet og fyldt af sorg – gentagne gange bad Gud om at lade dette bæger gå ham forbi. Det er et stærkt billede på en virkelig kamp, lydighed og tro.
Bægeret! Hvorfor bad Jesus om, at dette bæger måtte tages fra ham? Uden tvivl var tanken om fysisk lidelse og smerte så intens, at den bragte ham i dyb følelsesmæssig nød og angst. Selvom denne smerte ikke må undervurderes – den er frygtelig – kan den største lidelse måske være adskillelsen fra Faderen?
Måske er den største lidelse at drikke Guds vredes bæger for verdens synd? Faderens vilje er, at hans søn skulle bære vore synder, så han kan vise sin nåde ved at tilgive syndere og samtidig være retfærdig, fordi synd må dømmes. Jesus må tage dette bæger. Han, som ikke kendte til synd, bliver gjort til synd for os, for at vi i Ham kan blive gjort retfærdige for Gud.
Hvilket OFFER! Hvilken OVERGIVELSE!
Hans hænder griber ikke længere fortvivlet i græsset eller foldes i bøn. De løftes mod himlen og rækker ud efter bægeret fra Faderens hånd. Og selv om det er et frygteligt bæger, fyldt til randen med Guds vrede over synden, tager han det. For mere end han frygter bægeret, elsker han den hånd, det kommer fra.
I denne stille uge vil jeg opfordre dig til at reflektere over denne smertefulde scene i Getsemane. Det var for mig. Det var for dig.
Lad os sammen udtrykke vor dybe taknemmelighed til frelseren for hans “ja” til Faderen og bede om styrke til selv at sige: “Ske din vilje, ikke min”.
Jeg ønsker dig og dine en velsignet påske.
Oberstløjtnant Sandra Stokes
Landsleder
