Der venter en musikalsk oplevelse ud over det sædvanligt, når Sorgenfri Kirke mandag ned 14. september fyldes med brassmusik fra Frelsens Hærs musik-katalog. Her kan man opleve Lyngby-Taarbæk Brass Band i en temakoncert, hvor den åndelige dimension er i centrum.
Koncerten, med titlen ’Salvation Army Brass’, begynder klokken 19.30 og præsenterer værker udelukkende skrevet med troen som grundlag.
Bandets faste dirigent, Michael Aaberg Thomsen, leder orkestret gennem programmet og glæder sig til at løfte musikken ud over dens velkendte rammer.
Et repertoire med fineste brass band-musik

”Det er musik skrevet med troen som udgangspunkt – men med et musikalsk vingefang, der rækker langt ud over Frelsens Hær. Noget af den fineste brass band-musik gennem generationer ligger gemt i dette repertoire, og nu skal den igen ud af arkivet og præsenteres for publikum,” siger brassbandets faste dirigent Michael Aaberg Thomsen, som også dirigerer koncerten.
Der er da også nogle af de mest betydningsfulde komponister, der lægger navn til de musikstykker, der er på programmet. Heriblandt Eric Ball, Peter Graham og Leonard Ballantine, som alle har sat deres præg på Frelsens Hærs musiktradition.
”I Eric Balls musik mødes brass bandets store klang med noget dybt menneskeligt og åndeligt. Det oplever man ikke mindst i koncertens hovedværk High Peak, hvor Ball tager os med på en musikalsk rejse mod toppen – gennem længsel, kamp og modgang til den forløsning, der venter på højderne. Det er musik med både dramatik, eftertanke og en helt særlig tro på lyset forude,” lover dirigent, Michael Aaberg Thomsen.
Billetter kan købes ved indgangen. Entréen er 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn under 12 år.
—

