Frelsens Hærs internationale bededag for børn og unge søndag den 28. marts gør op med den fortidige tilgang, at ’børn skal ses, men ikke høres’. Udover forbøn for den opvoksende generation giver bededagen således anledning til at vise børn og unge anerkendelse i det kristne fællesskab.
Ifølge kaptajnerne Marc og Mariska Potters, der er børne- og ungdomsofficerer på Frelsens Hærs internationale hovedkvarter (IHK) er børn og unge både ’vigtige og vitale’ for Guds rige.
”Bibelen viser os mange historier om børn, der spiller en vigtig rolle i Guds historie. Tænk på Samuel, David og Maria. Jesus sagde: ’Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.’ Børn er vigtige for Gud, og derfor vigtige for os,” siger parret, der tilmed beskriver børn som ’nutidens ledere, disciple og beslutningstagere’.
”Vi tror, at børn har unikke færdigheder og ekspertiser, som kirken og verden har brug for nu. Vi tror, at børn hører fra og bliver brugt af Gud hver dag. Vi tror, at børn er en fuldgyldig og aktiv del af Kristi legeme, og at de ikke er mindre vigtige eller vitale end nogen anden del.”
Ressourcer og materialer

Proklamationerne følges op med en række ressourcer, der under temaet Seen and Heard kan benyttes både op til og i forbindelse med bededagen, der som altid finder sted den fjerde søndag i marts.
Ressourcerne er udarbejdet af Frelsens Hærs børne- og ungdomsafdeling i New Zealand, Fiji, Tonga og Samoa territorium og er til rådighed på en række sprog. Frelsens Hærs børne- og ungdomsafdeling (FHB&U) i Danmark har endvidere oversat materialet til dansk, hvilket er tilgængeligt for korpsene.
Ressourcerne fra IHK kan findes ved at klikke her.
Sæt børn og Jesus i centrum
For IHK’s børne- og ungdomsofficerer er det håbet, at man ved at sætte børnene i centrum også vil opleve, at Jesus er i centrum.
”Vi håber, at materialet vil gøre det muligt for korpsene at skabe plads for børn og unge. Hvis vi omfavner dem, omfavner vi Jesus. Vær ikke bange for at sætte dem i centrum. Du ville ikke være bange for at sætte Jesus i centrum, vel? Bare nyd denne vidunderlige dag med alle generationer og tillad dig selv at blive forundret og overrasket over, hvad børn og unge kan tilføre,” lyder opfordringen fra kaptajn Mariska Potters.
Covid-19 forstærker behovet
Tilskyndelsen til at sætte fokus på den unge generation betones på en særlig måde i år, hvor de negative følger af Covid-19 blandt andet har været, at børn og unges skolegang samt sociale liv i vidt omfang er blevet sat på standby. Dette giver yderligt et incitament til at lade den unge generation blive set og hørt.