En personlig afsked med Niels

Sergent Christian Jochimsen har her skrevet et personlige mindeord om major Niels Andreassen, der i søndags blev forfremmet til herligheden.

Netop i dag den 22. marts, hvor solen skinner, anemonerne står udspringsklare i skovbunden, Susanne og jeg sidder på en bænk i Humlebæk med kaffe og rundstykker. Vi ser ud over Øresund og glæder os over den lune brise, der bringer forårsglæden og forventningen med sig. Da kom beskeden på telefonen.

Niels er død! 

Ventet var det, og så alligevel overraskende, som ”den slags” jo alligevel altid er. Nu var han kommet hjem. Hjem til sin dejlige Inger, som vi også for kort tid siden måtte tage afsked med. 

Camilla sendte et billede af Niels. I fuld uniform, i fuld vigør, i gang med at vandre landet rundt for Frelsens Hær – og Niels var en rigtig vandringsmand for Herren. En hvilken som helst skridttæller ville give op, hvis den kom på vandretur med Niels. 

Men Niels’ livsvandring var ikke altid let. Det er som om, Gud havde en plan med Niels, lige fra han så dagens lys. Han har virkelig været igennem ”prøvelser og kampe”, og på sin krop har han følt, at ”livets strid” var hård. Men han var en mønsterbryder. Han kom godt igennem. Det blev til en skøn, aktiv familie Andreassen, og Niels forblev et varmt, ydmygt og taknemmeligt menneske, som hver dag holdt Jesus i hånden. 

Niels var bare noget særligt.

Se på ham. Glæden lyser ud af ham, selvom han må være træt. Og sikke en masse oplevelser han har haft med mennesker, han har mødt på sin vej. For ikke at nævne de oplevelser folk fik, når de mødte Niels. Og det var mange, for Niels var altid god for en historie. 

Inger og Niels sang i seniorkoret, som jeg er leder for. Og der er en lille sang, vi synger, som bare passer på Niels (citat i udpluk): 

En vandringsmand synger på vejen her – en enkel melodi. 
Han synger om glæden og håbet og freden, fordi han er løskøbt og fri.
O, underfulde fred! O, underfulde fred! Den fylder mit hjerte
trods modgang og smerte, Guds underfulde fred.
Vel svigter nok modet engang iblandt, og lykken synes fjern. 
En vandringsmand synger trods alt, som ham tynger, for Gud er hans hjælper og værn.
O, underfulde fred…
Velsignet hver eneste vandringsmand. Må sangen blive ved. 
Den hjælper på færden, for ond er vor verden, Gud give dig lykke og fred.
O, underfulde fred…

Vi har kendt Inger og Niels i rigtig mange år. Inger var løjtnant i Randers, da jeg var barn. Og jeg mødte Niels for første gang på Bibelstævne i Kolding, hvor han i lædertøj kom drønende på sin store Triumph motorcykel. Vi kiggede beundrende på ham. Vi skulle bo på værelse sammen, og han blev min ven for livet.

Inger og Niels var altid på vores sommerferieliste over venner, vi måtte besøge. Vi husker rigtig mange dejlige oplevelser, vi havde med dem. Inger, den dejlige, rolige, søde og hjælpsomme, elskelige person, som blandt meget andet smurte tusindvis af madpakker til folk, som var i nød. Og Niels… der skete altid noget. Han havde mange tanker. Han ”gik på landet” og samlede penge ind, han handlede og tjente sin næste i en grad, så han ofte glemte sig selv. Men hjemme ventede Inger med kærlighed og stolthed over sin elskede Niels. 

Faktisk som nu.

Hun gik først hjem til Herren, og der satte hun sig og ventede på Niels, som hun altid har gjort. ”Dejligt, du kom nu Niels, det er alligevel bedst, når du også er her,” tror jeg hun sagde.  Her var der ingen udgifter, der skulle holdes nede, der var intet humør, der skulle holdes oppe. Her var hjertet varmt, og nu kan de sammen holde Jesus i hånden. 

De var sjældne de to. Rigtige ”frelserfolk”, som var gode eksempler for os. De var trofaste, loyale, engagerede, altid tæt på Herren. Et konkret eksempel: Da de var i Næstved, så Inger og Niels et stort behov for et helle, et fristed med fysisk og åndelig hjælp til voldsramte kvinder. De oprettede et krisecenter, og det er stadigvæk til stor velsignelse i Næstved.   

De var stolte af deres børn. Og det kunne de roligt være. Dem har vi fulgt, nok lidt på afstand, men vi husker især besøgene i Næstved, hvor vores børn var teenagere, og det var Niels og Ingers osse. De hyggede sig rigtig godt sammen i ”ungdomsafdelingen” med himmelhøj musik, mens de snakkede og holdt sig så langt væk fra de voksne som muligt. ”Det er jo så moderne,” sagde Inger, og det troede vi alle sammen så på. 

Men en rigtig vandringsmand kommer hjem – og han er ventet. Nu, da det blev Niels’ tur til den sidste vandring, har jeg tilladt mig at omskrive en svensk sang (af Göte Strandsjö), som jeg holder rigtig meget af. Og det skal så blive mit sidste varme knus til min dejlige ven Niels:

“Som når ett barn kommer hem om kvällen, 
och möts av en vänlig famn,
så var det för Niels att komma till Gud.
Han kände, att där hörde han hemma.
Där fanns en plats i Guds stora rum, 
en plats, som väntade på Niels.
och Niels kände:
Här har jag hemma, 
jag vill vära ett barn i Guds hem.”

Gud velsigne jer alle tre piger og jeres dejlige familier. 

TAK for jer! 

Æret være Ingers og Niels’ minde. 

Kærlige hilsner
Susanne og Christian

Scroll til toppen