Major Niels Andreassen forfremmet til herligheden

”Tro, virksom i kærlighed.” Gal. 5,6.

Major Niels Andreassen sov stille ind i sit hjem søndag morgen den 21. marts 2021. Kun fem uger efter sin elskede hustru Ingers forfremmelse til herligheden fulgte Niels efter ind i himlens lyse sale. Niels Andreassen blev 81 år. Vi tænker særligt på døtrene, Joan, Camilla og Henriette og deres familier samt den øvrige familie. Må Gud være deres trøst i sorgen og lad os omslutte dem alle med bøn og omtanke.

Niels blev født i Haslev i en lægefamilie. Som ung var han i lære som maler. En arbejdskammerat inviterede ham med til et møde i Frelsens Hær. Da der blev indbudt til Frelsens Hærs bodsbænk rejste den unge Niels sig, gik frem og knælede. Der gav han sit hjerte til Gud. Og den beslutning veg han aldrig fra siden.

Niels havde et valgsprog i livet: Hold humøret oppe, udgifterne nede og Jesus i hånden. Det blev en lang livsrejse, der bød på mange udfordringer såvel som mange glæder og velsignelser. Niels mødte altid livet med optimisme og gå-på-mod. Han sparede aldrig sig selv, men gik den 2. og 3. mil for andre. Hårdt arbejdende og virksom, ivrig og initiativrig. Han troede på det han havde med at gøre og ønskede at bygge Guds rige. Hans kærlighed var overstrømmende – til sine kære – og til enhver han mødte på sin vej. Han delte altid med den, der manglede – også selv om han selv kun havde lidt.

Niels Andreassen blev soldat i Svendborg korps, hvorfra han rejste på officersskolen i Oslo i 1965. Efter endt uddannelse fulgte en række ordre ved forskellige korps før han i 1967 giftede sig med Inger. Forskellige korpsordre fulgte gennem årene rundt omkring i Danmark, hvor de sammen virkede for Gud. Og de tre døtre Joan, Camilla og Henriette kom til. Niels glædede sig umådeligt meget over sine piger og var stolte af dem.

I de senere år havde Niels og Inger sin gang i Valby korps. Her hjalp de til med mangt og meget. Så længe benene kunne holde gik Niels blandt andet ud med indsamlingsdåser i butikkerne. Og med sit rungende ”Halleluja” og ”Amen”, så var man aldrig i tvivl, når Niels var til stede i gudstjenesten. Inger og Niels fulgtes ad igennem livet. De fik 53 år sammen. Gud velsignede dem i deres tjeneste såvel som i deres hjem. Og nu er de begge hos Gud. Hvis livet der afspejler, hvad vi har oplevet her, så er der fest og glæde i himlen – og uendelige mængder af kærlighed, hvor Inger og Niels nu er – sammen for evigt.

For nylig besøgte jeg Niels og så greb han sin gamle sangbog og læste en af de gamle sange, der havde velsignet ham. Med disses strofer vil jeg lade lyde et: Æret være major Niels Andreassens minde.

Stå frem, o trøster og trøst mit folk, ja, trøst mit folk.
Og vær for Sion en fredens tolk, som idel nåde forkynder.
Udråb forsoningens glædesbud, og sig, at striden er kæmpet ud.
At vi har fået, og det af Gud, en dobbelt nåde for synder.

(Frelsens Hærs sangbog nr. 340, 1969-udgave).

Begravelsen foregår fra Valby korps fredag den 26. marts klokken13.00 og ledes af majorerne Camilla og Steven Thomas. Der er kun plads til indbudte gæster.

Major John Wahl
Personalechef

Scroll to Top