
Der var fuldt hus og masser af taksigelse og lovsang i Nyborg korps søndag den 1. september, hvor korpsets seneste soldat, William Fagerlund, blev indviet af korpslederen, major Steven Thomas.
William fortalte i sit vidnesbyrd, at hans mor havde været soldat i det tidligere Svendborg korps og fra en tidlig alder viste ham betydningen af at leve et liv i tjeneste for Gud og sine medmennesker.
For nyligt, blev han på ny mindet om Guds kald og fandt vej til Frelsens Hær, hvor han blev mødt med barmhjertighed og varme. En oplevelse, han beskriver som at komme hjem.

Ordene fra Johannesevangeliet 3,16 har altid stået central i hans åndelige liv:
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Både som en påmindelse om, at han er elsket og værdsat af Gud og, at Guds kærlighed ikke kun er noget, vi modtager, men også noget, vi skal dele med andre.
William ser nu frem til at tjene Gud som soldat på en mere synlig måde, samt at hans tjeneste må være med til at bringe den samme trøst, håb og kærlighed til andre, som han selv har oplevet.

