Festival flyttede brikker og favnede bredt i Aarhus

Både børn og voksne var ’en del af noget større’.

Da Frelsens Hær i lørdags mødtes til festival i Musikhuset i Aarhus, blev det både geografisk, socialt og kirkeligt en anledning til at udvide sin horisont – og samtidig en oplevelse af at høre til som ’brikker’ i den store helhed.

Med overskriften ’En del af noget større’ smeltede det globale og nationale således naturligt sammen i et bredt og farverigt fællesskab. Allerede ved ankomsten fik de mere end 300 deltagere fra alle landets korps således personligt overrakt en lille symbolsk puslebrik af Frelsens Hærs landsleder, oberstløjtnant Jan Risan.

Herefter blev stadigt flere elementer føjet til og formede som gennemtænkte brikker den store helhed i dagens program.

Forenet af Kristus og kærlighedsklister

Ved åbningsmødet i Musikhusets Lille Sal blev der således skruet ned for lyset i salen og op for musikken på scenen, mens et kor af børn og voksne fra hele landet myldrede ind og ledte an i sangen, ’Kærlighedsklister’.

Det store billede kom til syne brik for brik.

Parallelt med dette blev spotlyset rettet mod en fyldig ramme foran scenen, hvor store puslebrikker én efter én blev lagt på rette plads, mens en farverig mosaik langsomt tog form af Frelsens Hærs klassiske logo. Brikkerne var kreativt dekoreret og medbragt fra de forskellige korps – og blev højtideligt forenet, mens det livfulde omkvæd fra scenen gik på repeat og indrammede pointen:

”For Jesus Kristus spreder kærlighedsgnister – holder os sammen med kærlighedsklister…”

At mennesker, mosaik og musik gennem dagen gik op i en højere enhed, blev bekræftet af en vifte af indslag, hvor sangen og musikken blev leveret af sammenbragte brass- og lovsangsbands og budskabet formidlet af særligt indbudte gæster fra ind- og udland.

Frelsens Hær globale virke i personligt perspektiv

To af dagens talere, kommandørerne Knud David og Lisbeth Welander, der står i spidsen for Frelsens Hær i Norge, Island og Færøerne, gav således et vedkommende indblik i den internationale Frelsens Hær og satte dens globale virke i perspektiv.

Kommandør Knud David Welander talte om kirken, der bygges af ’levende sten’.

Parret var for cirka et årti siden ledere for Frelsens Hær i Danmark og Grønland, men har også gjort tjeneste i lande som England og Filippinerne. Kontrastfulde lokationer, hvor de har set alt fra vestlig velstand til ekstrem fattigdom og voldsomme naturkatastrofer.

Med afsæt i blandt andet Galaterbrevet 6,2: ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov,” forkortede de fra scenekanten afstanden fra en snes danske korps til fjerne himmelstrøg, hvor de blev knyttet sammen i en vedkommende helhed med cirka 15.000 andre korps i 134 lande rundt om i verden.

”Frelsens Hær hjælper hinanden på tværs af landegrænser og bærer hinandens byrder,” lød budskabet således fra de norske gæster, der ligeledes overførte det samme princip til et personligt plan og den enkeltes engagement i det lokale korps- og kirkeliv.

”Kirken er ikke en bygning, men bygges af ’levende sten’ – altså af alle de mennesker, der fylder kirkerne,” påpegede Knud David Welander således med reference til festivaltemaet samt en indbygget opfordring til at ’være en del af noget større’ og udfylde sin personlige plads og funktion.

Kommandør Lisbeth Welander satte fokus på den verdensvidde Frelsens Hær.

Pointen blev yderligere fulgt til dørs af små videohilsner fra udviklingsprojekter i henholdsvis Malawi og Bangladesh, der støttes af Frelsens Hær i Danmark og gør en stor forskel blandt fattige og sårbare grupper i disse lande. Frelsens Hær støtter i øjeblikket på verdensplan 2.226 udviklingsprojekter, hvoraf 22 projekter støttes fra Hæren i Danmark og Grønland.

Begivenhedsrigt liv med tro og håb

Festivalen i Aarhus gav også mulighed for at udvide tilhørernes horisont i lyset af en personlig beretning og unik livshistorie, hvis ærinde ligeledes var at pege på den enkeltes engagement – uanset baggrund, forudsætninger og begrænsninger.

Blandt festivalens særlige gæster var således Carolyne Kaddu Rasmussen, der blandt andet er kendt fra tv-serien ‘Helt sort’ og podcasten ’Soul Sisters’. Hun fortalte her om sit turbulente og begivenhedsrige liv, der både under opvæksten i Uganda og mere end 30 år i Danmark har ført hende i mange retninger og sammenhænge.

Carolyne Kaddu Rasmussen fortalte om sit begivenhedsrige liv.

Blandt disse har hun tidligere ad flere omgange haft et værdsat virke i Frelsens Hær, hvor hun sammen med sin mand, Jan, har gjort en vigtig forskel blandt udsatte i både Danmark og Uganda. Dette aspekt af hendes liv, fyldte en væsentlig del af hendes foredrag, ligesom det var rigt krydret med både humoristiske og tankevækkende anekdoter.

Flere blandt festivalens deltagere kunne givetvis spejle sig i hendes oplevelser af fordomme, fremmedhad og kulturchok – men utvivlsomt også hente inspiration af hendes positive budskab om en tro og et håb, der holder under vanskelige vilkår. I tillæg til dette var besøget for mange af tilhørerne et kærkomment gensyn med en person, de har kendt og haft en relation til under hendes tidligere tjeneste som officer i Frelsens Hær.

Lille betydningsfuld brik i det store billede

Festivalen sluttede i samme ånd som den begyndte. Nemlig ved at henlede opmærksomheden på den lille udleverede puslebrik fra ankomsten – som et symbol på den betydning det personlige præg kan have på den samlede fortælling og det store billede.

Puslebrikken som symbol på den enkeltes betydning og potentiale indgik også i den personlige tilbedelse og bøn.

Flere i forsamlingen tog puslebrikken frem og løftede den op under den afsluttende lovsang og fællesbøn som indvielse til fornyet tjeneste – og som en del af noget større.

Afslutningssangen blev ligeledes et deja-vu, da et kor af forældre og børn på ny indtog scenen og ledte an med fagter og håndklap – ligesom også sangteksten nu var velkendt:

”For Jesus Kristus spreder kærlighedsgnister – holder os sammen med kærlighedsklister…”

Se flere ’pletskud’ fra festivalen i galleriet herunder:

Scroll to Top