Oberstløjtnant Jan Risan: Mindre negativ polarisering og mere positiv dialog

Frelsens Hærs landsleder, oberstløjtnant Jan Risan deltog i går i en folketingshøring om religiøs polarisering på Christiansborg.

Meningerne var – ikke overraskende – delte, da politikere og meningsdannere i går ved en høring på Christiansborg diskuterede religiøs polarisering i samfundet. Bag høringens stod Folketingets Kirkeudvalg i samarbejde med Resam (Religion og Samfund), der er et samtaleforum for trossamfundsledere i Danmark.

Ved høringen i Folketingets Kirkeudvalg ses på forreste række medlemmer af Resam, heriblandt Frelsens Hærs landsleder, oberstløjtnant Jan Risan.

Perspektiverne i debatten blev markeret af et bredt sammensat panel, bestående af overrabbiner Jair Melchior, biskop Marianne Gaarden, imam Naveed Baig, professor i filosofi Niels Holtug, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Maria Lassen og chefredaktør på Information Rune Lykkeberg.

Fra hver sit ståsted kunne de blive enige om så meget som, at religion kan antænde konflikter såvel som bygge bro. Og selvom polarisering kan være en trussel mod samfundets sammenhængskraft, er den et vilkår. Udfordringen er derfor at få plads til nuancerne.

Respekt, dialog og plads til uenighed

Som medlem af Resam deltog også Frelsens Hærs landsleder, oberstløjtnant Jan Risan, der håber, at høringen kan være et bidrag til både mindre negativ polarisering og en større positiv samtale om troens og religionens plads i samfundet.

Her ser han netop den tværreligiøse dialog som afgørende, hvilket han ligeledes ønsker at bidrage til at skabe bevidsthed om.

”Vi vil, at det danske samfund skal være klar over, at ledere fra det jødiske samfund, de muslimske og de kristne trossamfund mødes regelmæssigt i respekt og god dialog, uden vi behøver være enige om de trosmæssige aspekter, som skiller os. Der er mange væsentlige ting, vi faktisk står sammen om,” påpeger han.

Det er er muligt at læse Kristeligt Dagblads reportage fra gårsdagens høring, ved at klikke her.

Fakta om Resam:

Resham arbejder for dialog mellem religioner samt for, at det religiøse perspektiv får mulighed for at indgå i samfundsdebatten. Organisationen samler trossamfundsledere fra en bred vifte af trossamfund i Danmark. Læs mere om Resam på adressen https://resam.dk/

Scroll to Top