”Fred er ikke bare en storslået idé. Jesus viste os, at den virkeliggøres i vore daglige valg. Må julens mirakel minde os om, at sand fred ikke blot er mulig. Den er allerede kommet til jorden i personen Jesus Kristus,” lyder det fra Frelsens Hærs verdensleder, general Lyndon Buckingham i en video-julehilsen, der kan ses her.
Videoen kan ses nederst på siden, mens budskabet bringes her i dansk oversættelse.
Generalens juleandagt 2024
Jeg står i foyeren til Royal Albert Hall, hvor omkring 5000 mennesker om lidt vil synge julen ind. Højst sandsynligt vil vi også synge salmen, “Glory to God in the highest, and on earth peace and good will toward men” (“Ære til Gud i det højeste og på jorden fred til mennesker med Guds velbehag”).
Det kan næsten forekomme ironisk at synge om fred, når den synes så flygtig i vor tid.
Men det var ikke blot en hilsen. Det var en guddommelig proklamation, at en sand og varig fred havde gjort sin entré i vores verden, da Jesus blev født.
Jeg undres på, om du har bemærket sammenhængen her – at Guds fred på jorden forudsætter, at mennesker giver påkrævet ære og pris til skaberværkets Gud. Det ene afhænger af det andet.
Dette år har bragt sin andel af udfordringer for mange mennesker. Vi har se splittelser i vore samfund, konflikter i verden og måske også vanskeligheder i vore egne personlige liv. Ikke desto mindre er julen en påmindelse om, at Jesus kom netop for en tid som denne.
Han ord er gengivet i Johannesevangeliet kapitel 14,27: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.”
Jesus giver os et løfte om fred med vor skaber gennem en forsoning, der er gjort mulig ved troen på ham. Han tilbyder os en indre fred, der kommer fra et hjerte, der er renset ved anger og tro. Og han lover os guddommelig kraft til, ved den Hellige Ånds iboen at kunne leve vore liv i fred med andre.
Fred er ikke bare en storslået idé. Jesus viste os, at den virkeliggøres i vore daglige valg. At elske vor næste, tilgive dem, der gør os uret og række ud til de marginaliserede. Det sker i de situationer, hvor vi vælger forståelse frem for dom, tålmodighed frem for vrede og tilgivelse frem for bitterhed.
Ligesom Jesus førte hyrder sammen med vise mænd og fjender med venner, bygger hans fred fortsat i dag bro over vore dybeste kløfter.
Gud velsigne dig i denne juletid og det nye år.
Lyndon Buckingham
General
Videoen er optaget i foyeren til Royal Albert Hall forud for Frelsens Hærs årlige julekoncert i den legendariske koncertsal i London tidligere på måneden. Meget passende rundes den af med julesalmen, ’Kom, alle kristne’, hvor det andet vers lyder sådan:
Syng engelhære,
giver Herren ære,
at han lod sig føde i Betlehem.
Lys er oprunden,
fred på jor er kommen.
Kom, lad os ham tilbede,
kom, lad os ham tilbede,
kom, las os ham tilbede
i Betlehem.
(Den Danske Salmebog 112)

