Mød Frelsens Hærs internationale ledere i Slagelse i juni 2025

General Lyndon Buckingham og Kommandør Bronwyn Buckingham

Sæt et stort kryds i kalenderen ved weekenden 21. – 22. juni 2025. Her afholdes nemlig festival for Frelsens Hær i Danmark og Grønland. Særlige gæster er Frelsens Hærs internationale ledere, general Lyndon Buckingham og kommandør Bronwyn Buckingham.

General Lyndon Buckingham blev i maj 2023 valgt som Frelsens Hærs 22. verdensleder. En post, han officielt tiltrådte i august samme år, mens kommandør Bronwyn Buckingham samtidig blev ny verdenspræsident for Hærens kvindeorganisationer.

Det er første gang, det newzealandske lederpar gæster Danmark. Begge er kendte som inspirerende og levende forkyndere, og man bør naturligvis ikke gå glip af denne begivenhed.

Mennesker, mission og varigt aftryk

Generalen har for nyligt lanceret en global strategisk rammeplan, som også ventes at danne tema for festivalen. Overskriften på rammeplanen er meget passende ’Kompas’, idet den skal sætte retningen for Frelsens Hærs fremtidige mission og tjeneste – lige fra det globale til det lokale engagement.

”Vi ønsker at være en del af en voksende og bestående hær. Derfor har vi formuleret disse nøgleord: people, mission, legacy (mennesker, mission og Frelsens Hærs varige aftryk), der tilsammen udtrykker essensen i rammeværket,” forklarer han.

Forhåbentlig vækker stikordene nysgerrighed efter at høre mere og samtidig opleve et varmt og inspirerende fællesskab med andre i Frelsens Hær.

Reservér den næstsidste weekend i juni

Det ligger foreløbigt fast, at festivalen finder sted i weekenden 21. – 22. juni i Slagelse Musikhus. Herudover er det endnu for tidligt at løfte sløret for de øvrige detaljer.

Men tag et kig på plakaten herunder og reservér allerede nu den næstsidste weekend i juni 2025 – og vær gerne med til at gøre det særlige besøg kendt.

Scroll to Top