Påskehilsen

Påskehilsen fra Frelsens Hærs souschef Major Hanne Wahl

Påsken er en højtid, der indbyder til både refleksion og fejring. Verden over findes der mange forskellige traditioner og symboler. For nylig var temaet for samtalen i frokostpausen på hovedkvarteret netop forskellige symboler. Påskekylling, påskehare og påskelam og selvfølgelig påskeægget. Ligesom med julen så er påskens symboler også blevet en blanding af traditioner, som alle er hyggelige at holde fast i.

Påskelam

En del af min påskepynt er nogle små lam jeg købte, da jeg boede i England. Det, der fangede mit blik, var det lille sorte lam. I forhold til påskens budskab, så minder det mig om, at menneskeligt set blev Jesus korsfæstet, fordi han for mange i det jødiske samfund var et sort får. Han udfordrede de lærde og præsterne i deres teologi og måden hvorpå de havde opbygget det hierarkiske samfund. Det minder mig også om, at nåden, kærligheden og menneskets lige adgang til Gud gælder for alle uanset status. I Guds verden er der ikke hvide og sorte får.

Evangeliernes beretninger om hvordan Jesus efter opstandelsen møder mennesker lige nøjagtigt hvor de er i den personlige trosrejse, er for mig nogle af de smukkeste beretninger. Kvinderne blev udvalg til at bringe glædens budskab ” Han er opstanden”, Peter, der havde fornægtet Jesus, fik et fornyet kald til tjeneste, Thomas der tvivlede, blev ikke mødt med bebrejdelse og på vej til Emmaus påtog Jesus sig rollen som medvandrer.

I Rochester, Up- State New York stod korset med den brudte lænke i Frelsens Hærs lokale og det blev et stærkt symbol for mig på kernen i påskens budskab. Korset er symbolet på, at i Jesu’ død og opstandelse findes kraften til at bryde alt det vi mennesker kan binde os selv og hinanden med og Gud står med udstrakte arme som faderen i beretningen om den fortabte søn og siger ” Alt mit er dit” .

På vegne af Frelsens Hærs ledelse ønsker jeg jer alle en glædelig påske med masser af hygge og tid til refleksion.

Scroll to Top