Major Sonja Harthimmer forfremmet til herligheden

”og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.” Dan.12,3

Major Sonja Harthimmer sov stille ind torsdag den 19. marts 2025 – dagen efter sin 89-års fødselsdag. Det er med en følelse af sorg og vemod, at vi nu må tage afsked med Sonja Harthimmer. Men det er også med en følelse af taknemmelighed, for vi ved, at hun nu er fri for sygdom og skrøbelighed, der prægede Sonjas sidste tid.

Sonja Harthimmer, født Pedersen, kom fra Viborg, hvor hun voksede op, som den yngste i en børneflok på fem. Hun kom i kontakt med Frelsens Hær, og allerede som 18-årig drog hun på Frelsens Hærs kadetskole, hvor hun blev uddannet som frelsesofficer. Her gik hun sammen med sin kommende mand Viggo Harthimmer. Sonja og Viggo indgik ægteskab i maj 1958. Sammen fik de børnene Winnie og John. Med tiden er det blevet til en stor familie med syv børnebørn, to oldebørn og en på vej. Viggo Harthimmer døde desværre alt for tidligt i 1984. Nogle år senere mødte Sonja Henning Jensen, som hun blev gift med i 1990, og kærligheden blomstrede endnu engang i hendes liv.

Major Sonja Harthimmer har gjort tjeneste ved en række korps sammen med sin mand Viggo Harthimmer. Og ind imellem korpsordre har de også gjort tjeneste ved det sociale arbejde i forbindelse med genbrugsmarkedet på Hørhusvej og second-hand shops i Københavnsområdet.

Sonja var en børnenes ven. Altid forstod hun at tale med børnene i øjenhøjde, og hun elskede dem af hele sit hjerte og med stor varme. Selv som pensionist stod hun i spidsen for juniorklubben i Lyngby korps og ledte børnelejre på blandt andet Baggersminde. Hun organiserede lejrene med stor dygtighed og erfaring. Men frem for alt skabte hun en varm og god stemning, så alle trivedes. Det var en stor glæde for hende, når børn, der var blevet for gamle til at deltage i juniorklubben og på børnelejrene, opsøgte hende for at hilse på hende og sige tak. Det var kærlighed, der aldrig falmede. Hun fulgte med i deres liv, så langt det var muligt.

Hun elskede også at samle alle sin børnebørn i kolonihaven. Hun fulgte levende med i deres liv og færden fra første færd og indtil for nyligt. Sonja havde den store sorg at miste sin søn John for 18 år siden. Således bekendt med sorg og tab gennem livet står hendes glæde og taknemmelighed over livet og hendes kære endnu tydeligere frem.

Sonja Harthimmer sov stille ind i troen på sin frelser og med håbet om at møde sine kære igen. Hun elskede livet og gav alt, hvad hun havde til mennesker, som hun mødte på sin vej. Sonja viste gennem sit eksempel en tro, der var praktisk og nærværende i hverdagen. Lad os omslutte familie og venner med forbøn og omtanke og mindes vor kammerat med glæde.

Æret være major Sonja Harthimmers minde!

Major Sonja Harthimmer vil blive begravet fra Vestre Kirkegård, Nordre kapel fredag den 27. marts 2026 klokken 13.00 og stedes til hvile på Frelsens Hærs gravplads. Højtideligheden ledes af major John Wahl.

Major John Wahl

Scroll to Top