Ny rapport: Frelsens Hær styrker global indsats mod moderne slaveri

Frelsens Hær har netop offentliggjort en rapport om sidste års indsats mod moderne slaveri og menneskehandel. Rapporten beskriver Hærens omfattende arbejde med at bekæmpe udnyttelse af sårbare mennesker samt støtte ofre rundt om i verden.

Med titlen Move of Hope sætter rapporten fokus på historier om overlevelse, forandring og håb. Samtidig dokumenterer rapporten  den internationale indsats – Modern Slavery and Human Trafficking Response – som Frelsens Hær udfører gennem sit globale netværk i 134 lande.

Move of Hope – rapport over Frelsens Hærs globale indsats mod moderne slaveri i 2025 – klik og læs.

Globalt virke – basis for verdensvidt sikkerhedsnet

Frelsens Hær peger på, at netop dens internationale tilstedeværelse giver mulighed for at skabe et verdensvidt sikkerhedsnet for mennesker, der er udsat for menneskehandel, tvangsarbejde eller andre former for moderne slaveri. Målet er at hjælpe ofre med at genvinde kontrollen over deres liv, genetablere deres værdighed og – hvor det er muligt – blive genforenet med familie og pårørende.

Ifølge rapporten er moderne slaveri fortsat en af verdens mest alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Begrebet dækker blandt andet over menneskehandel, tvangsarbejde, gældsbinding, tvangsægteskaber og seksuel udnyttelse.

Frelsens Hær understreger, at problemet kræver en helhedsorienteret indsats, hvor både sociale, økonomiske og miljømæssige forhold adresseres for at mindske menneskers sårbarhed over for udnyttelse.

Hjalp sidste år 25.000 ofre for menneskehandel

I løbet af 2025 har Frelsens Hær hjulpet mere end 25.000 overlevere gennem sit internationale beredskab og støtteapparat. Arbejdet er organiseret under den såkaldte Freedom Action Framework, som består af otte indsatsområder: bøn, forebyggelse, beskyttelse, deltagelse, partnerskaber, retshjælp, bevisførelse og politisk påvirkning.

En af de medvirkende i rapporten er Gina fra Filippinerne, som selv har overlevet menneskehandel. Hun sender i rapporten følgende opfordring til andre ofre:

“Giv ikke op. Du er ikke alene … Rejs dig og tro på, at du fortjener værdighed, respekt og en fremtid fyldt med håb.”

Når Frelsens Hær har mulighed for at omsætte udsagn som dette i handling, skyldes det både et vidtforgrenet arbejde på tværs af landegrænser samt mulighed for at indgå i samarbejde med myndigheder og andre aktører. Samarbejde og fælles indsats er således altafgørende i kampen mod moderne slaveri.

“Sammen kan vi gøre en forskel i verden og hjælpe mennesker, når de behøver det allermest,” lyder konklusionen således i rapporten, der kan læses ved at klikke her – eller på coveret herover til højre.

Scroll to Top