Forandringer i Frelsens Hærs bestyrelse og godkendelse af budget for 2025.
Den første treårs periode for den nye ledelsesstruktur (Governance), som blev indført 1. oktober 2021 er nu veloverstået.
Med undtagelse af landsledelsen, som sidder i bestyrelsen i kraft af deres stillinger, er en normal bestyrelsesperiode for de øvrige bestyrelsesmedlemmer tre år. Perioden kan dog forlænges eller fornyes. Ved treårsperiodens udløb er der således nogle få rokader.
Omrokering i bestyrelsen
Mette Grovermann udtrådte af bestyrelsen den 1. oktober, og der arbejdes nu på at rekruttere et nyt eksternt bestyrelsesmedlem. Fra 1. januar 2025 vil major Hanne Wahl indtræde som nyt bestyrelsesmedlem, idet hun overtager posten som chefsekretær efter major Joan Münch.
Fra årsskiftet udtræder også kaptajn Chris Hull af bestyrelsen, hvilket blev markeret med tak på det seneste bestyrelsesmøde den 22. november. Ved samme lejlighed blev David Christensen ønsket velkommen som nyt bestyrelsesmedlem.
Godkendelse af budget for 2025
Områder, der er uforanderlige i bestyrelsens arbejde, er de økonomiske og strategiske, hvilket også prægede flere sager på mødet den 22. november.
Højt på dagsordenen var godkendelse af et nøje forberedt budgetforslag, som korps og afdelinger forinden havde fremlagt til anbefaling i forvaltningsrådet. Dette budget blev behandlet og godkendt af bestyrelsen.
Budgettet for 2025 går i balance. Det er dog vigtigt for bestyrelsen at sige tak for den økonomiske ansvarlighed, der udvises i hele Frelsens Hær, men også at understrege den usikkerhed, vi befinder os i i forhold til den fremtidige finansiering, herunder også markedet for tøjeksport.
Det betyder, at der vil blive stærke begrænsninger på især personale- og ejendomsudgifter, men også, at der vil blive et stærkt fokus og en styrket indsats for at øge indtægten på alle niveauer.
For bestyrelsen og med ønske om Guds velsignelse
Jan Risan
Landsleder
Det er muligt at læse mere om Frelsens Hærs bestyrelse samt se en oversigt over de enkelte bestyrelsesmedlemmer på Frelsens Hærs hjemmeside – link: www.frelsenshaer.dk/bestyrelsen/

