Hver uge formidles fra Frelsens Hærs internationale hovedkvarter i London konkrete bønneemner fra Frelsens Hærs territorier og commands.
Bønneemnerne fokuserer hver uge på nye steder og er formuleret af de respektive territorier og commands. Denne uges bøn gælder Sydamerikas vestlige territorium.
Bønnefokus 2. – 8. december 2024
Sydamerikas vestlige territorium
Territorialledere: Obersterne Alex og Luz Nesterenko
Bønneemner:
- Bed om nye muligheder for at sprede evangeliet gennem nye initiativer i Viña del Mar i Chile samt Viñami, Ventanilla og Pachacutec i Peru.
- Bed for nye familier, der kommer til Kristus og bliver tilknyttet korpsfællesskaber. I 2023 gjaldt dette 282 familier, mens der i 2024 foreløbigt er 132 nye familier, som er kommet til tro og er blevet en del af Frelsens Hær.
- Bed for de kvinder, der deltog i den territoriale lejr for kvinder den 22. – 27. oktober 2024. Her samledes kvinder fra Chile, Peru, Ecuador og Bolivia for første gang i otte år under temaet ’sammenknyttede’ (med afsæt i Johannes 15). Herudover planlægges også en samling for 500 kvinder under temaet ’Send mig’ i Ancon-Peru.
- Bed for 19 aspiranter, der forventes at påbegynde officersuddannelsen i 2025 (foreløbigt er 14 antaget, mens optagelsesproceduren for de sidste fem stadig er i gang).
- Bed for de 10 nyoprettede Love feeding centres. Bed om, at mennesker i disse centre, ikke alene må finde føde, men også frelse i Jesus.
- Bed for de tre nye kontorer i Peru, Ecuador og Chile, hvis formål er at støtte sårbare kvinder. Disse kontorer er blevet åbnet som svar på et tydeligt behov og vil blive fulgt op af endnu et i Bolivia.
- Bed for de fortsatte bestræbelser for, at alle officerer må kunne opnå 100 procent af deres løn.


