Hjælp med morgenkaffe, madpakker og medicin i Aalborg

Under corona-epidemien serverer Frelsens Hærs værested Møllepladscentret morgenkaffe og madpakker ved døren. I dag var der 20 gæster allerede den første time.

Normalt kan hjemløse og socialt udsatte borgere på alle hverdage få morgenmad, menneskelig omsorg og rådgivning i Frelsens Hærs værested Møllepladscentret i Aalborg. Herudover har centret to gange om ugen fra en ladcykel udført et opsøgende arbejde, samt serveret kaffe og sandwich på gadeplan.

Begge dele satte coronavirus sidste torsdag en midlertidig stopper for.

Morgenservering ved døren

Men allerede fredag morgen var centret klar med et alternativ. Som en slags kombination af de to tilbud stod de frivillige tidligt op og smurte madpakker og bryggede varm kaffe, som siden er blevet uddelt ved døren fra klokken 7.30.

Der er typisk mellem 18 og 24 personer, som benytter tilbuddet i løbet af formiddagen. I dag kom der imidlertid 20 gæster allerede i løbet af den første time.

Leder af Møllepladscentret, kaptajn Kaisa Sørensen, fortæller, at det er de mest udsatte og hjemløse i Aalborg, der på den måde får hjælp under vanskelige vilkår.

Koordineret en nødhjælpsplan

Hun fortæller, at der i forvejen er et godt og tæt samarbejde mellem kommunens Center for Sociale Indsatser og de forskellige væresteder og varmestuer i byen.

”Nu er vores samarbejde blevet endnu tættere. Der er koordineret en nødhjælpsplan, der betyder, at vi ved fælles hjælp kan tilbyde byens hjemløse og de mest udsatte borgere mad på forskellige tidspunkter i døgnet, og en seng at sove i om natten”.

”Vi bliver hele tiden orienteret via Center for Sociale Indsatser om nye tiltag fra Sundhedsstyrelsen, og på den måde kan vi sikre os, at vi ikke overskrider nogle grænser, men følger den aktuelle lovgivning. Det hjælper os til at passe godt på vores hjemløse og udsatte venner, samt de frivillige og ansatte, der er involveret i arbejdet i denne specielle tid,” siger hun.

Hjælp til hele mennesket

Møllepladscentrets tilgang til arbejdet er at yde hjælp til hele mennesket. Kaisa Sørensen forklarer, at det blandt andet indebærer et godt samarbejde med Gadeteamet, der dagligt kommer forbi centret, ligesom Gadesygeplejersken står til rådighed, når brugerne har behov for lægehjælp.

”Det betød for eksempel i går, at jeg måtte en tur på apoteket sammen med en af vores gæster, da han ellers ikke kunne få sin medicin,” fortæller centerlederen – der under corona-krisen har fået en ændret men ikke mindre travl arbejdsdag.  

Læs mere om og giv genre et ’thumbs up’ Møllepladscentret her.

Historien her er i dag blevet bragt på Frelsens Hærs facebook-side. Håbet er i de kommende dage at kunne bringe flere lignende beretninger om kreative tiltag fra Frelsens Hær rundt om i landet under coronaens ændrede vilkår – både til information og inspiration. Tip modtages med tak på [email protected]

Scroll to Top