Frelsens Hær i Frankrig har lanceret et fremstød, hvor folk opfordres til at give hjemløse gratis strøm – for eksempel via en ledning fra et vindue. Formålet er at give dem mulighed for at oplade deres mobiltelefoner.
På grund af Covid-19 har folk på gaden ikke længere samme adgang til stikkontakter på væresteder, kontaktcentre og offentlige bygninger som tidligere.
Dermed er de afskåret fra at have kontakt til pårørende, samt fra at kunne foretage et nødopkald, hvis de skulle få behov for det.

Kampagnen har fået navnet #FreePlugs som et sprogligt alternativ til de senere års ‘Free Hugs’-kampagner, der har været udbredte, før den nuværende opfordring til at holde afstand.
We can’t hug, but we can plug
Kommunikationschef for Frelsens Hær i Frankrig og Belgien, David Germain forklarer, at dette det er en ret simpel måde, hvorpå vi i Frelsens Hær kan række ud til andre.
”We can’t hug, but we can plug,” som han siger, eller frit omskrevet til et knap så mundret rim på dansk: ”Vi kan ikke kramme – men give el fra en vinduesramme”.
For at gøre opmærksom på tilbuddet, har initiativtagerne designet en poster, der kan monteres på ledningen.
Der er tale om et enkelt design, som de håber, vil blive efterlignet i andre lande og på den måde blive en lille indsats, der gør en stor forskel.

”Det er et meget billigt initiativ, men det gør en verden til forskel for udsatte, der som følge af krisen er afskåret fra kontakt med familie og venner,” påpeger David Germain.