Fredag den 8. januar 2021 tidligt om morgenen gik Feltsergent Birgit Sørensen ind til sin Herres glæde. Birgit blev 74 år. Efter flere års kamp mod cancer trøster det os, at hun nu er hos Gud. Lige til det sidste var hun bevidst og var afklaret med sin situation. Savnet vil være stort efter Birgit, særligt for familie og venner, der stod hende nær.
Birgit blev født i Seest ved Kolding, men levede det meste af sit liv i Vendsyssel. Hendes åndelige vagthed og vandring med Gud begyndte i Baptistkirken og fortsatte siden hen i mange år i Frelsens Hær. Birgit og Arne fulgtes ad gennem livet og glædede sig over sønnerne Lars og Christian og svigerbørn og børnebørn, der er kommet til.
Siden 1989 har Birgit og Arne Sørensen i forskellige perioder haft ansvar for korpset i Skagen og arbejdet ”Åbne døre” i Hadsund. Birgit har været en utrættelig mor for alle, der trængte til omsorg og arbejdet hårdt med at sørge godt for alle i hendes nærhed. Hendes tro på Gud var levende og forankret i en livslang erfaring af Guds omsorg og kærlighed. Birgit var et varmt menneske, der kunne rumme livets udfordringer og altid forsøgte at se positivt på tingene. Birgit har ofte sunget med på disse strofer, der på en fin måde rammer hendes liv ind og nu er blevet en forunderlig virkelighed.
Når til livets kvæld jeg kommer og skal ind ad porten gå,
da af Jesu store nåde skal den åben for mig stå.
Han har åbnet perleporten, så at jeg skal komme ind
Thi ved blodet har han frelst mig og bevaret mig som sin.
Begravelsen vil finde sted fra Vodskov kirke og foregå i stilhed med den nærmeste familie og vennekreds. Vi ærer Feltsergent Birgit Sørensens minde iblandt os i taknemmelighed for hendes tjeneste og vidnesbyrd. Og vi beder Gud støtte og styrke hendes kære i savnet.
”Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små; jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!” Matt. 25,21.
Major John Wahl
Personalechef