Dagen er nu to timer længere end på årets korteste dag, den 21. december. Det betyder flere lyse timer, som kan fyldes med nyttigt indhold. Fra den 21. til 27. februar kunne det for eksempel være at deltage i Frelsens Hærs bedeuge 12/7.
Bønneugen er tilrettelagt af Frelsens Hærs afdeling for Åndeligt liv og udvikling (ÅLU), og håbet er at kunne danne en bred bønnekæde i alle døgnets lyse timer.
I troen på, at bøn er forudsætningen for al Frelsens Hærs arbejde i Danmark og Grønland opfordres alle medlemmer, venner og ansatte i Frelsens Hærs til enkeltvis eller gruppevis at tage del i bønnen.
Der er rigeligt at bede for, både i Hærens forgrenede virke, i samfundet og i vort land.
Et oplagt bedeemne er også udfordringerne omkring corona-krisen, der nok engang påvirker vilkårene for bedeugen og sætter grænser for afholdelse af lokale bedesamlinger.
Alternative forslag
Med opfindsomhed og kreativitet kan man dog gå alternative veje, såsom følgende forslag:
- Man kan indrette et bønnerum i korpset, som benyttes i henhold til corona-retningslinjerne
- Man kan organisere ’en time i bøn’, hvor man afløser hinanden pr. telefon – evt. med en kort bøn for hinanden
- Man kan arrangere bønnevandringer
- Man kan oprette ’bønnestationer’ i sit eget hjem
- Man kan mødes og bede online via Teams
Kun fantasien sætter grænser 😉
Inspirationshæfte
For at skabe enhed i bønnen er der udarbejdet et inspirationsmateriale med idéer, vejledning og konkrete bønneemner (bemærk: hæftet blev også benyttet i efteråret, hvilket forklarer tidsangivelsen).
Klik på e-udgaven af folderen herunder og find information og inspiration til bøn 12/7.