Over 100 mennesker marcherede og bad for fred i Myanmar

Frelsens Hær i Frederikshavn var 1. maj medarrangør af en nordjysk fredsmarch for Myanmar i Aalborg.

Frelsens Hær i Frederikshavn har siden sommeren 2020 haft et samarbejde med en gruppe politiske flygtninge fra Myanmar (Burma). Familierne har deltaget i månedlige internationale gudstjenester, en sproggruppe med lektiehjælp samt i børneklubben. Der er knyttet et varmt og givende fællesskab til korpset, hvor man på forskellig vis hjælper hinanden.

Kristent fællesskab mellem nationer

Lørdag den 1. maj rykkede samværet imidlertid ud i det fri og til Aalborg, hvor korpslederen, kaptajn Anja Adjoh, var koordinator for en fredsmarch for Myanmar. Marchen blev afholdt i Kildeparken og blev anledning til et kristent fællesskab mellem flere nationer.

Over 100 mennesker deltog, heriblandt også repræsentanter fra Frelsens Hær i Aalborg. Dette var lovligt trods forsamlingsloftet, da fredsmarchen var anmeldt som en demonstration.

Et bønnebrus mod himmelen

Foruden fællessang med omdelte sangblade optrådte både en sanggruppe fra korpset og et velsyngende børnekor fra Frederikshavn og Sæby akkompagneret af ukulele og violin.

Med blomster, gravlys og plakater blev konfliktens dødsofre mindet, ligesom der blev fortalt om situationen i Myanmar. Som med én stemme svarede flokken, når der blev råbt på frihed, retfærdighed og demokrati. Da der blev givet rum til fri bøn, rejste sig ligeledes et mægtigt bønnebrus mod himmelen.

Kristen enhed og solidaritet

”Det var tydeligt, at vores venner fra Myanmar her i Danmark inderligt føler med deres folk i hjemlandet, hvor den militære konflikt koster både børn og voksne livet,” siger Anja Adjoh, der i en andagt gav udtryk for kristen enhed og solidaritet.

”Sammen er vi en krop, og bibelen siger, at når en del af kroppen gør ondt, gør hele kroppen ondt. Derfor må vi ikke være tavse, når uretfærdigheden blomstrer. Derfor må vi folde vores hænder og vende vores hjerter mod Gud. Han vil lytte. Og han vil gribe ind med sin mægtige kraft,” sagde hun blandt andet.

Andagten kan læses i sin helhed via linket herunder.

Scroll to Top