Nye skridt blev taget i Sønderborg

Søndag den 30. maj havde gudstjenesten hos Frelsens Hær i Sønderborg fokus på at vandre med Jesus.

Et tema, der blev personificeret på flere måder. Dels ved at to kvinder tog skridtet til at blive civile medlemmer af Frelsens Hær, og dels ved at andre aktive kvinder i korpset stillede op til et motionsevent.

Korpslederen, sergent Kjartan Solvang-Nielsen, forestod ceremonien under gudstjenesten og fortæller, at de to nye medlemmer, Jane Johansen og Ella Olesen, længe har været en del af korpsfamilien, men nu har valgt at formalisere deres tilhørsforhold. Et skridt både han og mange fremmødte glædede sig over.

Efterfølgende trak en gruppe kvinder, der var tilmeldt den lokale udgave af LadyWalk 2021, i kondiskoene og gennemførte motionseventet med højt humør og under høj sommersol. Ni kvinder gennemførte distancen på 7,5 kilometer, mens fem tog den lange rute på 12,5 kilometer.

”Alt i alt en super og velsignet dag for os i Sønderborg, mens vi er i taknemlig forventning til hvad Herren stadigt har i vente for os i det sønderjyske,” lyder det fra Kjartan Solvang-Nielsen.

Gudstjenesten med optagelse af civile medlemmer blev livestreamet og kan genses på korpsets Facebook-profil. Det samme kan billederne fra LadyWalk i Sønderborg.

Scroll to Top