Bed for ofre for menneskehandel og bekæmp mørkets magt

Søndag den 26. september er Frelsens Hærs internationale bønnedag for ofre for menneskehandel. En dag, hvor der sættes spotlys på et mørkt, grænseløst uvæsen – og tændes håb om frihed. 

Menneskehandel er moderne slaveri, som findes i mange former. En milliardindustri, der forgrener sig i enorme netværk, hvor sårbare mennesker rekrutteres, manipuleres og kontrolleres af kyniske bagmænd.  

Ifølge FN er op mod 40 millioner mennesker på verdensplan ofre for menneskehandel. Typisk i form af tvangsarbejde, gældsslaveri og prostitution. Et køb og salg af kroppe og rå udnyttelse af arbejdskraft, som ikke begrænser sig til fjerne, fattige lande, men også findes i Europa og dagens Danmark. 

En søndag i bøn gør en forskel  

Frelsens Hær er aktiv i den globale kamp mod menneskehandel, og den sidste søndag i september foregår kampen med foldede hænder. Temaet er ’Beyond the Dark’ efter inspiration fra 1. Petersbrev 2,9-10 og kan lidt frit oversættes til ’Fra mørke til lys’. 

Både kollektivt og enkeltvis opfordres alle således til at tage del i bønnen og være med i kampen mod mørkets magt. En kamp, hvor man med sine forbrugesvaner og dagligdags handlinger selv har mulighed for at være en del af bønnesvaret – og hvor en søndag i bøn kan gøre en reel forskel. 

Vær med til at skabe opmærksomhed  

Frelsens Hærs Internationale Kommission for Social Retfærdighed (ISJC) stiller i forbindelse med bønnedagen en række ressourcer til rådighed på adressen https://www.salvationarmy.org/isjc/beyond-the-dark 

Her findes blandt andet posters og videomateriale, der kan benyttes til at skabe opmærksomhed omkring kampen for frihed på de sociale medier, ligesom der gives konkrete forslag og idéer til inspiration i forbindelse med afvikling af bønnedagen. 

Kontakt din lokale Frelsens Hær for nærmere info om afvikling af Frelsens Hærs internationale bededag søndag den 26. september, og vær selv med til at skabe opmærksomhed om dagen i den kommende tid. 

Scroll to Top