Landslejr med tilvalg, tro og skønne toner

”You are The Light, no matter what’s gonna be. You’re the same. You’re eternity. There’s no reason for me to carry the load. I’m giving it all to you Lord…”

Fra en stor sal strømmer Jan Groth og Tore Aas’ udtryksfulde gospelsang ud ad en åben dør til det græsbeklædte fællesområde, hvor solen skinner fra en skyfri himmel.

Inden for står en gruppe sangere på scenen og dirigeres af korlederen, Kjersti Risan, som med store armbevægelser og små korrektioner får den rigtige gospel-gejst helt ud over scenekanten.

”Husk, at vi skal forenes til én stor stemme, og at vi ikke bare skal synge, men formidle et budskab,” lyder hendes instruktion til deltagerne, som bogstaveligt talt synger på sidste vers.

Det er nemlig blevet torsdag og den sidste hele dag på Frelsens Hærs landslejr. I aften slutter en herlig uge på den naturskønne Skovbo Efterskole ved Ringsted af med en stor festaften, hvor lejrens forskellige ’tilvalg’ optræder for hinanden.

Mens der i storsalen skrues gradvist op for både danserytmer og decibel, er der anderledes afdæmpet og roligt i et klasseværelse i hovedbygningen, hvor en gruppe deltagere med mange brikker at flytte på, hygger sig med brætspil.

Det gælder til gengæld ikke gruppen, der har valgt sport og leg og, som i solskinnet uden for dyster i discipliner som æggekast og smagsleg. Begivenheder, der naturligvis dækkes tæt af reportere fra lejravisen ’Lejr News’, som hver aften formidler de seneste sensationelle nyheder til resten af lejren.

Senere på dagen venter en række yderligere tilvalg såsom ’sport og træning’, ’Tro 13+’, ’Design’, ’Sang, leg og dans’ samt ’Adventure’.

Tro, talenter og mangfoldige udtryk

Mens muligheden for at dyrke sine musikalske, kreative og sportslige evner således fylder en del på lejrprogrammet, giver arrangørerne samtidig et tydeligt fingerpeg om ham, der giver de mange gudgivne evner og gør hver enkelt unik.

Med temaet ’Jesus er konge’ som en rød tråd gennem lejrens aktiviteter, andagter og sange bliver deltagerne således mindet om, at de som Jesus-troende er ’kongebørn’. En åndelig dimension, der under festaftenen konkret visualiseres ved overrækkelse af en håndlavet krone til hver enkelt deltager.

Med ’kroningen’ understreges, at troen er en personlig gave, som kan komme til udtryk på lige så mangfoldige måder som lejrens øvrige tilvalg.

Som en symbolsk souvenir bliver den sidst på dagen sammen med den øvrige bagage, indtryk og gode lejrminder pakket ned, inden turen fredag går hjemad efter en uges skønt fællesskab. Måske også med en livfuld gospelsang på læben: ‘You are The Light, no matter what’s gonna be…’

Lejrtilbud til flere målgrupper

Landslejren samlede børn og unge fra hele landet i alderen 7 – 29 år fra søndag den 26. juni til fredag den 1. juli på Skovbo Efterskole. Senere følger andre lejre for forskellige målgrupper, blandt andet familielejre for socialt sårbare familier i det sønderjyske, ligesom Frelsens Hær også flere steder i landet afholder lokale sommerlejre.

Det er muligt at støtte Frelsens Hærs feriehjælp, så endnu flere børn og voksne kan få en skøn sommeroplevelse. Det kan ske ved at klikke her.

Scroll to Top