Tina Kampfenborg indsat som sergent i Tønder

Hos Frelsens Hær i Tønder blev det lokale lederskab søndag den 11. december styrket med udnævnelsen af en ny sergent, nemlig Tina Kampfenborg, der siden juni har været ansat som omsorgsmedarbejder i Familieværkstedet. Som sergent får hun formelt ordre som udpostassistent i den sønderjyske udpost.

En forsamling på op mod 90 fremmødte deltog i den højtidelige sammenkomst i Familieværkstedet i Tønder. Foruden deltagere fra grænsebyen var især en talstærk skare fra Sønderborg mødt op for at slutte kreds om den nye sergent, der selv har rødder i den sønderjyske hovedby.

Et afgørende vendepunkt

Det var således i Sønderborg, Tina Kampfenborg sammen med sin mand Mike og deres tre børn for cirka et årti siden mødte Frelsens Hær og siden blev stærkt involveret i mange af de lokale tilbud og aktiviteter.

Netop mødet med Gud og Frelsens Hær blev et afgørende vendepunkt for både hende og familien, hvilket hun under søndagens gudstjeneste i Tønder vidnede om med afsæt i et citat fra Esajas bog 43,19: ”Nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke?”

Jesu komme forandrer

Frelsens Hær chefsekretær, major Joan Münch forestod indsættelsen og prædikede over bibeltekster fra henholdsvis Esajas bog kapitel 35 og Matthæusevangeliet kapitel 11,5, der ligeledes betoner den forandring der sker, når Jesus kommer. Et budskab, der også flugtede godt med adventstidens forventningstema. Gudstjenesten sluttede i samme ånd med stilhed og forbøn

Samvær omkring bordene og juletræet

Efter gudstjenesten spiste alle frokost sammen, hvorefter der blev der danset omkring juletræet, indtil sammenkomsten blev rundet af med besøg af julemanden, der delte godteposer ud til børnene.

Herunder nogle få glimt fra begivenheden.

Se flere billeder på Frelsens Hær i Tønders Facebook-profil ved at klikke her.

Scroll to Top