Frelsens Hærs nummer to blev nummer et.
Efter i går fredag opmærksomst at have lyttet til de respektive kandidaters fremlæggelser, blev det i dag meddelt fra højesterådet, at valgprocessen er afsluttet og Frelsens Hærs nuværende stabschef og næstkommanderende, kommandør Lyndon Buckingham er valgt som Hærens næste general og verdensleder.
Valget, der gør den newzealandske officer til Hærens 22. general, fandt sted i London, hvor Frelsens Hærs højesteråd siden den 18. maj har været samlet. Rådet består af alle Frelsens Hærs territorialledere med rang af oberst eller kommandør og få andre ledende kommandører.
Både forud for og under valghandlingen var samværet kendetegnet af andagtsfuld stilhed, alvor og højtid.
“Sammen helliger vi os og lægger os i hænderne på ham, som er det, vi ikke er, i fuld tillid til, at han er her og læner sig ind i dette hellige øjeblik sammen med os,” lød det således indledningsvist fra højesterådets præsident, kommandør Brad Bailey.
Senere lørdag kunne højesterådspræsidenten så præsentere den nyvalgte general, kommandør Lyndon Buckingham som ny verdensleder og hans kone, kommandør Bronwyn Buckingham som ny verdenspræsident for Hærens kvindeorganisationer.
Må Gud velsigne den nye general og Frelsens Hær.
Den nuværende verdensleder, general Brian Peddle går sammen med kommandør Rosalie Peddle officielt på pension ved midnat den 2. august 2023.