Medlemsfremgang i Tønder

Frelsens Hær i Tønder fejrede i går søndag gudstjeneste for sidste gang inden sommerferien og benyttede samtidig anledningen til at udvide kredsen med hele syv nye civile medlemmer.

Den festlige gudstjeneste bød også på denne flotte, hjemmebagte kage.

Med den markante medlemsfremgang styrkes Frelsens Hærs kirkelige profil, idet man som civilt medlem formelt viser sit ønske om at gøre Frelsens Hær til sin kirke.

Alle syv har dog længe haft et engagement i såvel familieværkstedet som kirkefamilien i den sønderjyske grænseby.

Leder for Frelsens Hærs arbejde i Tønder, kaptajn Astrid Christensen gengiver såvel søndagens sammenkomst som fællesskabet på denne måde:

”Mangfoldigheden i vores fællesskab er en velsignelse. Vi grillede og hyggede i haven, hvor børnene legede med gynger og løbehjul, og hvor alle nød gode snakke på tværs af alder, nationalitet, sprog og religion”

På billedet øverst ses fem af de nye medlemmer: Pernille Bossen, Tina Nielsen, Karina Winblad Von Walter, Conny Christiansen og Katja Quilty, flankeret af kaptajn Astrid Christensen og sergent Tina Kampfenborg.

Det er muligt at se flere fotos fra den festlige begivenhed på Frelsens Hær i Tønders Facebook-profil ved at klikke her.

Scroll to Top