Løjtnant Benny Munk forfremmet til herligheden

Løjtnant Benny Munk blev forfremmet til herligheden fra Plejecenter Vital Horsens, hvor han kun fik nogle få timer, inden han blev kaldt hjem til Gud. De sidste dage blev brugt sammen med hans hustru Ingrid, døtrene Christina, Michaela og barnebarnet Erik samt den øvrige familie. Benny blev 58 år.

Benny blev født juledag 1964 i København og kom med sine forældre Leif og Karin Munk og sin lillebror Peter med til møde i Østerbro korps, hvor de var soldater. Benny voksede op i Frelsens Hær og blev siden soldat og hornmusikant, samtidig med at han uddannede sig indenfor herreekvipering. Siden tog han også en lederuddannelse fra Aalborg Handelsskole. Han var aktiv i Aalborg korps på forskellige måder blandt andet som hornmusikleder.

”Gud har kaldet mig til at vinde sjæle gennem Guds ord og igennem musik”.

Benny var meget bevidst om sit kald til tjeneste som officer. Efter han i 2014 blev gift med Ingrid, tog de sammen afsted på officersskole fra Aalborg korps i 2016. De blev udnævnt til løjtnanter i 2018. Deres første korpsordre efter officersudnævnelsen var som ledere for Esbjerg korps, hvor Benny også blev kapellan for Genbrug Vest. I 2021 blev de ledere for Horsens korps og fik samtidig delansvaret for Åndeligt Liv og Udvikling, som de passede, indtil Benny blev sygemeldt i september 2022.  

Benny var en karismatisk officer, dygtig leder og musiker med dybe rødder i Frelsens Hær. Rødder, som han værnede og hægede om. Han vidste, hvorfra han kom. Han var venlig, smilende og glad. Hans tjeneste som officer blev alt for kort, og han vil blive savnet af mange.

Lige så bevidst Benny var om sit kald, lige så klart vidste han, at hans plads var beredt for ham i himlen. Derfor passer teksten fra Johs. 11,25 så godt til Benny: ”Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør.” Benny troede på Jesus, derfor lever han i himlen sammen med Jesus, selvom vi nu må undvære ham her på jorden.

Æret være Bennys minde.

Bisættelsen finder sted lørdag den 19. august i Frelsens Hær, Horsens korps under ledelse af oberstløjtnant Jan Risan.

Scroll to Top