Teambuilding styrkede trivslen og den mentale sundhed i Frederikshavn

Velliv Foreningen støtter lokale projekter til fordel for den mentale sundhed. Det har Frelsens Hærs frivillige i Frederikshavn nydt godt af. Med en donation på 29.000 kroner fra Velliv Foreningen var en hær af frivillige ildsjæle således sidste weekend på kursus i metal sundhed og lokal trivsel.

Læs herunder korpsleder, kaptajn Anja Adjohs rapport fra en udbytterig weekend i et sommerhus i Ålbæk:

I september 2022 blev Frelsens Hær i Frederikshavn beriget med en ny frivilliggruppe, der som et hold skulle dele julehjælp ud i december, og i februar og marts også vinterhjælp til fattigdomsramte familier – her var en markant stigning i antal på grund af den voldsomme inflation i 2022 samt krigen i Ukraine.

En masse hænder og villige hjerter

De frivillige er som en blandet pose slik, meget forskellige. Der er alt fra en 22-årig til en 63-årig – med diverse professioner og livserfaring i rygsækken. Fælles for dem er, at de gerne vil bruge deres kræfter og tid på at være frivillige og gøre en forskel i menneskers liv. I Frelsens Hær er vi ikke alene et trossamfund og en aktiv kirke, men har også sociale tilbud for både børn og unge, samt til voksne og seniorer.

Børneklubber, brætspilscafe, syklub, IT-cafe, kvindegruppe og diverse udflugter kræver en masse hænder og varme, villige hjerter, der involverer sig. Det er også vigtigt, at en sådan gruppe mennesker er trygge i relationen til hinanden, da det så er lettere at modstå pres udefra.

Vi må kende hinandens kompetencer og vide, hvad vi hver især kan bidrage med i fællesskabet. Det kræver, at vi italesætter det, vi brænder for og kan anerkende forskellighederne i gruppen.

Fælles retning og faglig bevidsthed

Da Frelsens Hær er en værdibaseret forening, vil vi gerne give de frivillige samme retning og information. Vi arbejder ugentligt med socialt udsatte børn, herunder mange flygtningebørn, der har sine ting at slås med.

Det kræver en fælles retning og en faglig bevidsthed om, hvordan vi møder børnene og deres forældre på bedste vis og skaber et trygt rum, hvor børn kan være børn. Hvor voksne, uanset deres niveau af traumer, kan møde ligesindede og få den nødvendige professionelle hjælp, der er påkrævet.

Dette kan gøres på grund af en langvarig, dybdegående erfaring med frivilligt arbejde fra faguddannede ledere indenfor socialrådgivning, pædagogik, undervisning, diakoni og teologi. Ledere, som magter den vanskelige samtale og har et netværk at trække på, hvor der kan hentes ressourcer ind til at fremme livsmestring hos den enkelte.

Lange og givende samtaler

En teambuilding-weekend i et sommerhus i Ålbæk, Nordjylland, med to overnatninger, blev sponsoreret af Velliv Foreningen. Velliv Foreningens sponsorat blev givet under temaet ”Mental Sundhed” under kategorien ”lokal trivsel”.

De frivillige blev gennem weekenden præsenteret for fire oplæg omkring Frelsens Hærs arbejde, værdier, frivilligpolitik, samt gruppearbejde, dialog, samarbejdsøvelser og brainstorm rettet mod fremtidige aktiviteter. Det er vigtig viden at få for at kunne højne det faglige niveau i gruppen og gøre os alle bevidste om, hvilke metoder, vi bruger i vores arbejde og hvorfor.

Det blev til lange og givende samtaler, hvor alle bidrog med deres erfaringer og synspunkter til gavn for det fælles bedste. Det skete i en atmosfære af gensidig tillid og tro på, at alle var lige vigtige i dette forum.

En flok mennesker med fælles mission og vision

For lederne var det en fornøjelse af se en sådan entusiasme og en tro på vigtigheden af, at vi gør vores arbejde ordentligt. Fokus på mental sundhed blev et gennemgående tema – frivillige bruger jo deres personlighed i arbejdet, og det kræver overskud og en god balance i livet. Det kræver også mod at erkende, at af og til er man sårbar, men derfor er man stadig lige afholdt og respekteret i gruppen som på de dage, hvor man føler sig stærk og kompetent.  

Der var sat tid af til sociale aktiviteter som ture i swimmingpool, spa og vildmarksbad. Også til at hygge med diverse spil som Uno, Skipbo, dart, billard, bordtennis og kalaha. At give plads til fritidsaktiviteter fremmer tryghed og giver et større kendskab til hinanden. Det er vigtigt at have det sjovt sammen, da humor løsner op og latter er et fælles sprog.

Der kan ses tilbage på mange hyggelige stunder med relationen i centrum og en ny viden om, hvordan og hvorfor et samarbejde virker, når en flok mennesker sættes sammen om en fælles mission og vision.  

Definition på teambuilding = samarbejde, udvikling, forandring, forbedring, relationsdannelse.

Undervisere på kurset var Anja Adjoh, Kamma Hvidtved og Anne Jørgensen fra Frederikshavn, ligesom daglig leder af Frelsens Hærs børn og unge (FHB&U) via teams underviste om at være en god børnemedarbejder.  

Læs mere om mulighederne for støtte til trivsel og mental sundhed ved at klikke her.

Se flere glimt fra kursusweekenden i Ålbæk herunder:
Scroll to Top