Frelsens Hær sender hilsen og forsikrer Kongehuset om fortsat forbøn

I et brev, der i dag er sendt til Kongehuset, udtrykker Frelsens Hærs ledelse taknemmelighed over Hendes Majestæt Dronning Margrethes tro og tjeneste. I brevet forsikres desuden om Frelsens Hærs fortsatte forbøn for den kongelige familie, der søndag står foran et tronskifte.

Brevet er gengivet herunder:

Hendes Majestæt Dronning Margrete & 

Hans Majestæt Kong Frederik den 10. 

Hofmarskallatet


København fredag den 12. januar 2024

Officiel hilsen, tak og forbøn fra Frelsens Hær i anledning af tronskiftet

I anledning af tronskiftet så sender Frelsens Hærs ledelse denne hilsen på vegne af medlemmer og medarbejdere i Danmark og Grønland til Hendes Majestæt Dronning Margrethe og til den kommende Hans Majestæt Kong Frederik den 10. og Hendes Majestæt Dronning Mary og hele den kongelige familie.

Vi vil med denne hilsen gerne udtrykke en dybfølt tak overfor Deres Majestæt Dronning Margrethe for en uvurderlig tjeneste for vort land. Tak også for Deres Majestæts tydelighed omkring den kristne tro, som De ved flere lejligheder har omtalt som Deres kerne og faste holdepunkt. De har formået at formidle dette aspekt af livet på en fortrinlig måde.

Vi takker også for den positive holdning til Frelsens Hærs arbejde, som er kommet til udtryk mange gange i Deres lange virke både i form af besøg og donationer. Vi vil fortsat holde Deres Majestæt i vore forbønner og bede om velsignelse over dette nye kapitel i Deres liv.

På samme måde hilser vi det nye kongepar Hans Majestæt Kong Frederik den 10. og Hendes Majestæt Dronning Mary velkommen. Vi ønsker Dem Guds rige velsignelse over Deres fremtidige virke. Vi vil omfatte Dem og hele den kongelige familie i vore forbønner.

Vi håber at det gode forhold og positive interesse fra kongehusets side overfor Frelsens Hærs arbejde, som har været gældende i generationer, vil fortsætte.

Vi takker Gud for Deres tjeneste både i fortiden og i fremtiden. Guds rige velsignelse lyses over hele den kongelige familie.

For Frelsens Hær i Danmark og i Grønland

Oberstløjtnant Jan Risan

Territorialleder Danmark og Grønland 

Major Joan Münch

Chefsekretær Danmark og Grønland


(Oversigtsfoto: Per Morten Abrahamsen).

Scroll to Top